KøbenhavnsKirkesag_1912-15

10

Enfold og dygtiggjort ved en alvorlig og systematisk Ind­ trængen i Bibelen — jeg fik jo ogsaa Lejlighed til at over­ være et »Bibelkursns« — vil denne fremrykkende Hær af aktivt vidnende og arbejdende Lægfolk betegne en ny Epoke i Danmarks Kirkehistorie: Menigheden vil erobre Folket! Naar jeg nu tænker tilbage over mine Besøg i de lokale Menighedskredse i Forstadssognene — da var det egentlig ikke Talmajestæten, der imponerede mig. De ugentlige .Søønedagsmøder var ikke overvældende stærkt besøgte. Det er nok til Hovedforeningerne med de store »Programmer«, at Strømmene gaar. Københavnerne er ogsaa Mennesker og drages af det, som falder i Øjne og Øren — de store Rum, den skønne Sang og Musik og de »bekendte« Talere. Nej, det var noget helt andet, som betog mig i disse lokale Kredse. Det var den Trofasthed og Inderlighed, som præ­ gede Arbejdet, og den Bønnens og Naadens Aand, som hvi­ lede over Møderne. »Ikke ved Magt eller Styrke, men ved min Aand, siger Herren.« Lad mig slutte med et Citat — det er nogle Linier af den berømte svenske Digter Viktor Rydbergs storslaaede Digt: »Klockringning«:

Hører du, hører du K lokkernes Klang, Sølverklokkernes Sang, Sølvertonernes Melodi med en Verden af Toner i! H ør, hvor de gjalde, gjalde, gjalde ud i Natten, klar og kold, medens H im lens Dybder alle fyldes af en Stjernevold. Hør, hvor de klemte, klemte, klem te! Tiden, Tiden selv gi’r Agt, gaar i Takt til de svingende, klingende, . . ringende Klokkernes, Klokkernes rytm iske Magt!

Her er just, poetisk, sagt, hvad »den københavnske Kirkesag« vil. Den vil fylde vor Hovedstad med Klokke­ klang. Den vil ringe Evangeliets dybe, stille, stærke, milde Toner ud i alle Byens Hjørner og Ender. Den vil tvinge Ti­ den selv til at lytte og give Agt paa Guds Ord. »Hører,Him­ le, lyt, Jord, thi Herren taler.«