KøbenhavnsKirkesag_1912-15

149 Det virkede vist rystende paa mange af os, da vi for ikke saa længe siden læste i Bladene om tre unge Mennesker, som pludse­ lig en Aften lod sig glide ned i Vandet. Der var egentlig ikke nogen særlig Grund for dem til at tage Livet af sig. Der var ikke nogen egentlig Sorg eller Fortvivlelse til Stede, de var ikke kom­ met i Knibe paa en eller anden Maade, men de fik pludselig den Idé: Hvad om de nu tog Livet af sig — saa kunde det hele jo være forbi! — Tænk, hvad det vil sige! Tænk, at saadanne Men­ nesker vokser op i dette København, Mennesker, der saa lidt for- staar sig selv, saa lidt forstaar, hvad et Menneskeliv er. Og dernæst: Hvor mange af dem, som mere eller mindre er under kristelig Paavirkning, er der, som udvikler sig til kristne Karakterer ? Det blev sagt af Professor Høffding i en Artikel i Foraaret, hvori han søgte ud fra sit Standpunkt ligesom at gøre Status op, at naar vi nu ser den store kristelige Ungdomsbevægelse, mon det saa ikke i mange Tilfælde er noget andet, end det egentlige kristelige, som trækker; mon det ikke er det sociale Element, Kammeratskabet? Det er der sikkert noget rigtigt i. Ogsaa det siger vi Tak for, at de unge her kan faa et Kammeratskab og et Samfund, som de ingen andre Steder kan finde. Men det er ikke nok. Hvordan skal da den Forkyndelse være, som skal bydes Ung­ dommen? Her vil jeg først bemærke, at jeg tror ikke, man skal kæle for Ungdommen. Den kristne Ungdomsbevægelse har gjort et saa stort Indskud i vort kirkelige Liv i de senere Aar, den har i den Grad hørt til de fremadførende Magter, at man maaske næsten kunde frygte, at den i for høj Grad vilde kunne komme til at dominere hele det kirkelige Arbejde. Men det vilde være Uret, hvis det skete, baade for det kirkelige Arbejde og for Ung­ domsbevægelsen selv; thi den har sin berettigede Plads og Ar- bejdsmaade indenfor sin rette Begrænsning, men kun der; thi den er ikke det hele, og der lægges en Byrde paa Ungdomsar­ bejdet, som ikke kan bæres, hvis det gøres til det hele. Der tales i denne Tid saa meget om Modsætningen mellem gamle og unge. Jeg skal ikke forsøge at dømme dem imellem ■— baade i Alder og Sympati hører jeg selv sammen med de unge — men jeg vil gerne sige en Ting, nemlig: Hvordan skal vi unge tage noget saadant? Det skal drive os stadig nedad, til Ydmyghed og til Inderlig­ gørelse, ikke til at tale med en Røst, som ikke er vor egen, men stadig indad, til Selvprøvelse foran Guds Ansigt. Hvordan skal da en Ungdomsforkyndelse være? Den skal for det første være afgjort. Det kunde maaske synes underligt, for mange vil sige: De unge er jo netop de uafgjorte. Det er de for en stor Del, og over