KøbenhavnsKirkesag_1912-15

150

for den enkelte maa man være yderst skaansom og varsom. Den naar ingen Vegne, som ikke er rede til at vente og haabe. Men netop Ungdommen kan i Længden heller ikke fængsles af en Forkyndelse, som ikke er afgjort. Selv de, som for Øje­ blikket er uafgjorte og staar ude i Periferien, vil kun drages ind indenfor denne Periferi, vil kun føres ind i Cirklen, hvis der i Centrum staar en afgjort Forkynder. Det skal være en Forkyndelse om Synd og om Frelse, om at gribe Jesus, om at det at være Kristen, det betyder at tilhøre den korsfæstede. Og en saadan Forkyndelse maa for det andet være vidt favnende. Paa dette Punkt tror jeg, vi danske er ret uduelige. Der var en Udlænding, som har levet her i København i mange Aar, og som betragter Danmark med stor Sympati, som en Gang sagde til mig: Det undrer mig saa meget, at I danske altid river ned paa hinanden. Denne Skødesynd, som vistnok hø­ rer til vort Folk, kender vi ogsaa i vor Kirke, og den kan antage saadan en Slags gnaven Form, at man har saa svært ved at anerkende andre, blot de arbejder paa en anden Maade. Dette er noget, som Ungdommen naturligt vil reagere imod og med Rette vil kaste fra sig og ikke finde sig i. Og et andet Punkt: Jeg tror, at vi danske har svært ved at faa indarbejdet andre Sider af Livet i vor Kristendom. Det gaar saa uhyre let saadan, at vi indfører et Skuffesystem i Praksis. Vor Kristendom har en Skuffe; vort Tankeliv, vor Forretning, vore politiske Anskuelser, vort Selskabsliv o. s. v. er i andre Skuffer. Her tror jeg, den engelske Kristenhed har i ganske særlig Grad et Budskab at bringe. Hos dem antager det nu den Form, at de ud fra Forstaaelsen af Jesu Menneskevordelse ser, hvordan alle de Opgaver, der er lagt for os i Livet, er bleven helligede gennem det, at han er bleven Menneske, og derfor skal de tages op, og hans Aand skal bæres ind i dem alle. Andre kan maaske tænke det paa en anden Maade, men i alt Fald: Det er noget, som ligger uafviseligt for. Ungdommen vil med Rette heller ikke lade sig snøre ind i snærende Baand. Den vil ikke nøjes med en Kristendom, som er helt borte fra det øvrige Liv og Arbejde. En Side, som tidligere er bleven meget drøftet, nemlig For­ nøjelser, tror jeg nu, man saa temmelig kan se bort fra, fordi den Ungdom, vi har at gøre med her i København i alt Fald, er naaet frem til Anerkendelsen af, at Fornøjelser er en naturlig Del af et Ungdomsliv, ogsaa en Kristens. Jeg tror snarere, vi nu trænger til noget andet, nemlig, hvis I danser, saa pas dog paa, hvordan det gaar til ved Dansen, og hvad det er for en Slags Dans. Hvis I gaar i Teater, saa tænk dog alligevel i Forvejen, over, hvad det er for Stykker, I gaar til.