KøbenhavnsKirkesag_1912-15

141

Ved Jesu Kristi Evangelium, ved Evangeliet om ham, der er kommen for at være vor Frelser fra Synd og Død, ved at det for­ tælles paa en troværdig Maade og saadan, at det kan forstaas, at det er et godt Budskab, der er vel værd at tage imod. Det kan ikke lykkes ved, at man forkynder en Blanding af Evangelium og Socialøkonomi og Politik, og hvad mere nævnes kan. En saadan Blanding kan ikke vinde Arbejderne. Arbejderne har et religiøst Behov, et Behov for at komme ind til Gud og komme igennem det, der skiller fra ham — og det er jo vor Synd og vor Daarlighed i alle de mange Skikkelser, som den viser sig i. Og kun ved Jesus Kristus, og ved ham alene, er det, at der kan brydes igennem, at den Fred og den Frimo­ dighed kan vindes, som tiltrænges ogsaa af de Befolkningslag. Men det gælder om, at det Evangelium om Jesus forkyndes paa en troværdig Maade, og det bliver utroværdigt, naar der i Evangeliets Fremtrædelsesmaade er noget, der ikke stemmer med dets egentlige Væsen. For at nævne noget, som har gjort utallige Ulykker, men som nu er ved at dø ud, skal jeg nævne de lukkede Kirkestole. Naar der har været forkyndt: Hos Gud er der ikke Persons Anseelse, og man saa, straks man kom ind i Guds Hus, der stod de luk­ kede, men tomme Sæder, saa man kom til at staa op udenfor dem, da sagde man til sig selv: Men hvad betyder saa dog dette, at der ikke er Persons Anseelse hos Gud? Der kommer noget vist uvederhæftigt over det hele igennem sligt. De Personer, som er Evangeliets Ordførere, maa forstaa helt igennem, at her gæl­ der ingen Personsanseelse. De ydre Forhold saadan som de nu engang er, og som vi ikke uden videre kan lave om paa dem, kan være saadanne, at baade det ene og det andet kan skille; men i Kirken der forlanger vi Lighed, og vi forlanger, at de, som skal være Forkyndere af det store Glædesbud, ikke tager Hen­ syn til Personer. De fleste af dem, der hører til den Klasse, som jeg har taler om, er jo i politisk Henseende Socialdemokrater. Hvad kræves der, for at Evangeliet kan komme til dem paa en troværdig Maa­ de, paa en saadan Maade, at der ikke er noget, der kommer og bliver til Hinder for dets Modtagelse? Forlanges der, cg maa der forlanges, at Præsterne, Evangeliets Ordførere, er indskrevne i det samme Parti? Jeg tror det ikke. Selv om vi havde en hel Række Præster, der stod som Medlemmer af det Parti, tror jeg ikke, at deres Præstegerning derved alene vilde faa et Forspring frem for deres, der ikke er indskrevet i Partiet. Jeg betragter det som noget, der er lykkeligt, at der er nogle, der staar indskrevne ogsaa i det Parti, fordi det er vitterligt, at der er Præster, der hører med til andre politiske Partier. Det kan nu blive slaaet fast, at man ogsaa som Præst udmærket godt kan staa indenfor ogsaa der. Men uden videre dette at staa indenfor