KøbenhavnsKirkesag_1912-15

Socialdemokratiet, det er ikke, hvad der kræves, og det er ikke det, som egentlig vil hjælpe til, at Forholdene vil blive ander­ ledes. Det er jeg ganske overbevist om. Der findes ogsaa i de Kredse, og maaske særlig i de Kredse, en særlig fin Forstaaelse for, at Politik og Forkyndelse af det Højeste ikke uden videre er det samme. Men naar jeg siger det, — kræves der saa alligevel ikke no­ get? Er der saa alligevel ikke noget, der er ønskeligt, med Hensyn til Præstens Stilling, for at han kan blive en troværdig Forkynder overfor de Mennesker, vi her taler om? Jo, jeg vil hertil svare, at der kræves dette, at Forkynderne kommer til at staa med den rigtige Forstaaelse af den Menneskeklasses Længsel og Higen og Maal og Idealer, og at de vogter sig for at komme til at være bundne i Overklassesynsmaader. Vil nogen nu spørge mig: Hvad mener du med det sidste? Saa kan jeg vist lettest udtrykke det ved et bestemt Eksempel. Der har ikke saa sjældent været Tale om Skolebespisning, og der har været rejst Betænkeligheder overfor denne, idet man har sagt: man skal være forsigtig og ikke gaa for vidt i den Hen­ seende for ikke at tage Ansvaret fra Hjemmet. Det er det, som jeg vil kalde et Overklassesynspunkt, idet man bruger Ordet »Hjemmet« i en helt anden Betydning end det forstaas i de Kredse, hvorfra det sultne Barn kommer til Skolen. Man forbin­ der ikke de samme Forestillinger og Tanker med Ordet »Hjem­ met« der, hvor Barnet maa gaa sultent til Skole, som der, hvor man er saa betænkelig med Hensyn til Hjemmets Ansvar. Man maa tage naturligt paa den Ting og sige: Barnet kommer til Skole, for at det skal lære noget, tilegne sig gode Skolekundskaber; men der kan ikke proppes Kundskaber i en, der er sulten; altsaa maa man give det noget at spise, og man maa til en anden Tid prøve at finde sig til Rette med Hjemmets Ansvar. Og dernæst: Hvad er det, som.er Idealerne, og hvad er Gen­ stand for Bestræbelserne og for Higen i de Klasser, vi her ta­ ler om? Arbejdsvilkaarene er saa slette, at selv om man den ene Dag har det nogenlunde, saa kan man den næste Dag staa aldeles paa bar Bund. Man vil maaske indvende: Det er der da ogsaa en Del andre, der er udsat for i Overklassen. Jeg vil dertil svare: Ja, men de, der er udsat for det i Overklassen — Forretnings­ verdenen er det navnlig, der lever under usikre Forhold der — de har alligevel Udsigten til Gevinst, saa længe det gaar godt, medens der i de Klasser, der er Tale om her, slet ikke er Ud­ sigt til nogen Gevinst, men bare til saa nogenlunde at holde det gaaende. Og dette usikre virker i høj Grad lammende paa mange Mennesker. Dernæst findes der saa meget sløvende i meget af det Arbej­ de, som optager de Mennesker, vi taler om her. Naar en til Sta