KøbenhavnsKirkesag_1906-08

6 9

blev det ikke til noget. Her er de nu— og 50 Kr. i Rente for det Aar, der er gaaet.“ Saa blev der sendt os 3000 Kr., og saa fra et andet Sted 5000 Kr., saa vi kunde naa at faa baade Altertavlen og den store Kirkeklokke betalt. Altsammen uden nogen vor Fortjeneste eller Værdighed — altsammen sendt os gennem kærlige Mennesker lige fra vor rige Fader i Himlene. I Taarnet hænger allerede den ene Klokke, en Gave fra en enkelt Mand. Og den bærer Indskriften: „Jeg varsler hver Morgen, jeg varsler hver Kvæld, vaag, hed og sørg for din Sjæl!“ Og nu har vi bestilt den store Klokke, som dog ikke kan naa os til Indvielsesdagen; dens Indskrift bliver følgende: „Jeg ringer for Øren — jeg ringer for Sind, jeg minder om flygtende Timer; Tid ringer jeg ud — og Evighed ind, om Himmerigs Glæde jeg kimer.“ Begge Versene er tagne fra „De unges Blad“ (Juni 1907), hvor de var meddelt af Lærer Nikolajsen efter gamle Kirke­ klokke-Indskrifter. Vor Arkitekt, Prof. Nyrop, har, som man ved fra Raad- huset, ogsaa en stor Gave i at kunne give hver lille Enkelthed sin særegne Betydning. Den kirkelige Symbolik er saa rig derude i Eliaskirken — i saa mange, mange Smaating røber sig for det forstaaende Blik et dybt og sindrigt Billedsprog, alt for at gøre Guds Hus saa rigt og skønt som muligt; —den Rose, der gaar igen over­ alt, snart skaaret i Træ, snart mejslet i Malm, snart malet med Farver, den ses f. Eks. halvt udfoldet paa Prædikestolen, men helt udsprunget over Alterbordet. Paa Alteret staar der en dejlig, syvarmet Stage, og desuden bliver der Plads til Lys og Blomster — i den Henseende holder jeg af den katolske Skik: Alle vore Blomster skal smykke Herrens Alter og Lys brænde til hans Ære!