KøbenhavnsKirkesag_1906-08

2 9

varende, det andet i en saare skøn Forbindelse. Advarende lyder det i 1 Kor. 13, 1, naar P a n l u s siger: „Talede jeg med Menneskers og Engles Tunger, men havde ikke Kær­ lighed, da var jeg et lydende Malm eller en klingende Bjælde“, — og dejligt varsler Profeten S ak a r i a s (14, 20), at paa den Dag, da Jerusalem som den sande hellige Stad skal drage alle Hedningefolk tilbedende til sig, „paa den Dag skal der staa paa Hestenes Bjælder: helliget Herren“ — saa vel som paa hver Gryde i Staden. Og da Interessen nu var vakt for dette Spørgsmaal, søgte jeg efter, hvornaar vi da møder Klokkeklangen fra Guds Husene og fandt, at medens man i den første kristne Tid sammenkaldte Folk ved at blæse i Trompeter eller ved at slaa med Køller paa Træ- eller Metalplader, begyndte man først i d e t 6 te A a r h u n d r e d e efter Kristus at bruge Klokker, til hvilke man da byggede Taame ved Kirkerne. Siden hen kom K i r k e k l o k k e r n e snart til at spille en stor Rolle i Folkebevidstheden. Utallige Sagn knytter sig til dem. De snilrigeste Kunstnere ansaa det for en Ære at maatte støbe de hellige Klokker. Og mangt et kostbart og viet Guld- eller Sølvsmykke, Kæder og Ringe, blev under Bøn gydt i den ædle Malm som en hellig Indvielse af Klokken. Og som Klokkerne blev Genstand for Æ r e f r y g t og K æ r l i g h e d fra Lysets Børn med de rene Sind, saaledes blev de ogsaa tidlig opfattede som e t Væ r n m o d a l l e M ø r k e t s M a g t e r og u r e n e A a n d e r . For Kirkeklokke­ klangen flyede Djævelen og hans Hærskare, og naar dens Toner klang fra By til By med de tre Gange tre Bedeslag, ringede den Tro, Fortrøstning og Fred ind i Hjerterne. Endnu h e l t op i v o r T i d sporer man disse gamle Opfattelsers Eftervirkninger. Nylig, da alle Klokkerne rin­ gede over vor hensovede gamle Konge, kunde man i her­ værende Blade læse Suk over denne idelige Ringning, og det var, vel at mærke, ikke Lyden selv, der generede, men Lydens Art, de manende Alvorstanker, Klokkeklangen uvil- kaarlig fremkaldte, og hvorunder Mørkets Aander ligesom vred og vaandede sig — saaledes som en af vore Dages mest jberømte Bøger, P o n t o p p i d a n s „Lykke-Per“ da ogsaa skildrer levende, hvorledes Per h a d e r denne Klang, som bestandig og alle Vegne møder, og i hans Indbildning forfølger og hidser ham. Man fristes til at citere D r a d i ­ en a n n : „min Herre, der hænder i Verden de aller sælsomste Ting!“ Men findes der saaledes end ikke i Bibelen nogen Tekst om Klokker, saa kan man dog nok finde et andet Billede,