KøbenhavnsKirkesag_1906-08

2 8

Det e r det, den lille Klokke med den hurtige Gang uaf­ brudt skal gentage: skynd dig! skynd dig! „Klokken slaar, Tiden gaar, Evigheden forestaar“ . Saa give Gud da i sin Naade, at denne Indvielsesfest i Dag af Taarn og Klokke maa ske ikke blot under Menig­ hedens Taksigelse, rnén ogsaa under Menighedens inderlige Bøn om, at saa længe dette Kirkehus skal faa Lov at være aandeligt Hjemsted for en Menighed, at da Forkyndelsens Toner bestandig maa være i fuld Harmoni med Klokkernes Toner deroppe fra Taamet, saa hvert Menneske i Fredens Sogn, der vil høre, ogsaa maa kunne faa at høre baade det store’ Bud: Alting er rede, kom til Bryllup! og det hastige Bud: Løber til ham hen, Jesus han e r Synd’res Ven! — og at da mange, rigtig mange maa følge Kaldet til deres egen evige Sjælegavn. — Det e r med det for Øje, at vi indvier dette Kirketaam i den treenige Guds Navn, i Fade­ rens, Sønnens og Hellig Aandens Navn. Amen. Pastor Fibigers Tale. Den Gang, Dronning D a g m a r var ved at dø, sagde hun jo bl. a. ifølge den gamle Folkevise, at de maatte ikke sinke hende; thi „ H i mm e r i g e s K l o k k e r de ringe efter mig . Og den samme Tanke om Klokkerne i Himlen finder vi jo udtalt i en kendt og yndet Sang af engelsk Oprindelse fra vore Dage: „ K i m e r H i m m e l k l o k k e r , der er Fryd i Dag; thi en Sjæl kom hjem fra Sult og Nød“ . Saa smuk nu end denne poetiske Tanke er om disse Himmelklokker, der snart kimer den frelste Synder vel­ kommen ind i Guds Rige, snart ringer den verdenstrætte Sjæl hjem, ligesom Klokkeklangen fra den stille Landsby, der leder den vejfarende Sjæl ud gennem den vildsomme Skov, saa maa det dog siges, a t b i b e l s k e r d e n i kke . Da G e t h s em a n e k i r k e n s K l o k k e t a a r n i 1900 skulde indvies, spurgte den daværende Præst, Pastor Th. I. P e t e r s e n , mig, om jeg kunde give ham en god Tekst ud fra Bibelen om nogle Klokker. Og vi ledte og ledte, men kunde intet Steds finde noget om Klokker. Det eneste Sted, jeg mindedes at have læst noget i den Retning, var i 2 Mos.. 39, hvor Ypperstepræstens hellige Klæder beskrives. Dér staar, at forneden paa hans Kjortel blev der hængt skiftevis Granatæbler af tvundet Arbejde og B j æ l d e r af Gu l d . Disse snlaa Klokker eller Bjælder maa altsaa have frembragt en sagte klingende Lyd, naar Ypperstepræsten bevægede sig, og, saa vidt jeg mindes, brugte Præsten denne Tanke i sin Tale. Ud over dette findes, mig bekendt, Ordet Klokker eller Bjælder kun ¡omtalt to Steder i Bibelen —- det ene i en ad