KøbenhavnsKirkesag_1906-08

71 inderste Overbevisning er bedst skikket til at fremme Guds Rige iblandt os. Kom og vær med os! Der er sandelig P la d s nok paa den store Arbejdsmark til at tage fat, og ingen skal finde, at der fra vor Side skal blive set skævt til Venner fra andre Kirke­ lejre, der vil „komme og gøre Arbejdet paa Herrens Hus“.

F ra V a lk y r ie n t i l E lia s k irk e n . Gam le M inder og nye M ed d e le lse r.

Sidste Gang, de dansede i Dansesalonen „ V a lk y r ie n “, Vesterbrogade 17, var Natten mellem 31. December 1897 og 1. Januar 1898. — Egentlig skulde de holde op Kl. 12; thi da blev Ejendommen Kirkefondets; men de blev ved til Kl. 4. En Snedkermester, som bor ved Siden af, har fortalt, at det var ikke til at faa lukket et Øje den Nat; thi da de endelig maatte holde op med Dansen, stod de ude i Gaarden og hylede ret op i Luften som Ulve eller vilde Dyr, saa han maatte tænke paa, hvad der staar fortalt om Jesus, at naar han udjog de urene Aander, saa hylede og fraadede de og sled i dem, inden de for ud. Men ud maatte de jo, Gud ske Lov. Saa laa Huset stille hen Nytaarsdag over. Men den 2den Januar mødte Malerne. Det var det første, som blev gjort, at alle de sjofle Billeder, der sad i Porten, blev overmalede. 1 vore Dage er det jo moderne at afdække Kalkmalerier. Hvis man prøvede det i Mariæ Kirkesal, vilde det blive nogle ejen­ dommelige Billeder, der kom frem! Jeg var ofte inde i „Valkyrien“, medens den endnu var Dansesal, og i de tre Maaneder, Ombygningen varede. Hvor var der uhyggeligt om Dagen. Lys var der kun meget spar­ somt, — man behøvede jo ikke Dagens Lys til de Mørkets Ger­ ninger, dér skulde øves. Derfor maatte Kirkefondet straks lade hugge en Række Vinduer derinde. Gulvet var saa blankt og saa glat, at man næppe kunde gaa paa det, og det maatte man da for Resten heller ikke. Der, hvor nu Alteret er, og hvor