KøbenhavnsKirkesag_1903-05

4 0 5

en Samaritan, som var paa Rejse; han ynkedes inderlig over ham , gød O lie og V in i hans Saar og forbandt dem og førte ham til et Herberg, for at han der kunde faa Pleje og H e l­ bredelse, indtil han kom igen. Denne Lignelse kan man jævnlig høre anvendt saaledes, at Jesus dermed vil lægge sine Disciple paa H je rte , at vi, som har faaet De l i hans Barmhjertighed, skal gaa hen og gøre ligesaa: naar vi paa vor Vej møde et nødlidende og elendigt Menneske, hvad der end siden har været Aarsag til hans Elendighed, saa er han vor Næste, og vi ere skyldige at vise Kærlighed og Ba rm ­ hjertighed imod ham . O g denne Anvendelse er i sig selv sand og rigtig. Men naar vi lægge Mærke til, at det ikke var til sine Disciple, Jesus talte denne Lignelse, men til en Lo v k y n d ig , der vilde friste ham , og det var til ham , Jesus sagde: gaa du hen og gør ligesaa! saa vil vi skønne, at for at forstaa denne L i g ­ nelse ret, maa v i gaa langt dybere. Det Menneske, der var fal­ den iblandt Røvere, var ikke et eller andet særlig ulykkeligt Menneske, men han er et Billede paa M e n n e s k e t, det faldne, syndige Menneske, som Synden og Djævelen har frarøvet dets sande Liv s k ra ft, saa at det vel kan sukke i sin Nød og til T i ­ der sukke efter G u d , men ikke er i Stand til at leve i G ud . H e r kan Lo ve n med dens Bud og Ofre ikke hjæ lpe.’ Men det kan den himmelske Samaritan, Jesus Kristus, der var kommen ned fra Him len for at give Verden L i v , og som nu var paa Rejse fra Jorden tilbage til H im len , til Faderen, som han var udgangen fra. H a n ynkedes inderlig over det faldne Menneske, det var ham svart at tænke paa, at Verden skulde undergaa, det skar ham i hans H je rte “ ; han gød med sit Evangelium F re ­ dens og Glædens Olie i Synderes Saar og førte dem ind i H e r ­ berget til der at finde Pleje og Lægedom , indtil han kommer igen for at fuldføre sit Kærligheds Væ rk. Men dette Herberg er esu K risti Menighed her paa Jorden, hvor den He llig Aand , som tager af hans og forkynder os, ved hans Naademidler vil føre os fremad paa Helliggørelsens og Frelsens V e j, indtil vi naa Maalet vor T r o , Sjælenes Frelse. Herom kunde der nu væve meget at tale. Men jeg vi iei denne Stund især pege paa dette, at Jesus saaledes hgner sin Menighed paa Jorden ved et Herberg, en m .dlerbdig Bo l,g paa Vejen hjem til vort himmelske Fædreland. Elle rs plejer , den