KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

591952315

©

•;S

KØBENHAVNS RÅDHUSBIBUOTEK

K Ø B E N H A V N S B R A N D V Æ S E N S H I S T O R I E

KØBENHAVNS BRANDVÆSENS HISTORIE

E T B I D R A G T I L K Ø B E N H A V N S H I S T O R I E VED A R T H U R G. HASSØ

U D G I V E T AF K JØ B E N H A V N S B R A N D F O R S I K R I N G M C M I X X I

a o q . b n * )

h >

B I L L E D E R N E U D F Ø R T I F. H E N D R I K S E N S R E P R O D U K T I O N S - A T E L I E R *

T R Y K T I 1 0 0 0 E K S E M P L A R E R I B I A N C O L U N O S B O G T R Y K K E R I A-S

I N D B I N D I N G V E D P E T E R S E N & P E T E R S E N

D e t

k ø b e n h a v n s k e h i s t o r i e staar i saa nøje Forbindelse med Kjøbenhavns Brandforsikring, at det har været en naturlig Tanke, da Brandforsikringens 200 Aars Jubilæum nærmede sig, med Magistratens Samtykke at tilvejebringe en Redegørelse for Brandvæsenets Udvikling gennem Tiderne. Repræsentantskabet vedtog derfor i Aaret 1927 at er­ hverve en af nu afdøde Oberstløjtnant F. C. Jensen gennem mange Aar udarbejdet særdeles indgaaende Materialesamling, hvilende paa Studier i Landets Arkiver, og det overdroges der­ efter caTid. mag. A r th u r G. Hassø at udarbejde en Fremstilling af Brandvæsenets Historie væsentlig paa Grundlag af det om­ talte Materiale. Samtidig paatog M ag is te r V. Hermansen sig at samle et dertil svarende Billedstof, der for den allerstørste Del ikke hidtil har været offentliggjort. b r a n d v æ s e n s

København, den 26. Januar

Direktionen for Kjøbenhavns Brandforsikring

I N D HO L D S F O R T E G N E L S E

F Ø R S T E A F S N I T STADENS ÆLDSTE BRAN DVÆ SEN ....................................................................................... Side1 M iddelalderlig Byggeskik S. 2. Middelalderlige Bestemmelser angaaende Ildebrand S. 3. T ilsyn med Skorstene og Ildsteder S. 4. Rodemestrenes Skraa af 1606 S. 5. Brandsprøj­ ternes H istorie S. 7. Vognmændenes Transportpligter S. 8. Brandordningen af 1643 S. 10. Brandtavler indføres S. 18. Brandordningen af 1653 S. 18. Brande i København 1596, 1626 og 1647 S. 19. Brandvæsenet under Københavns Belejring 1658— 60 S. 21. Overvejelser om en ny Brandordning 1663 S. 24. Stadens Brandredskaber i 1670’erne S. 24. Brande i København 1666, 1674, 1679, 1680, 1682 og 1685 S. 27. Vandforsy­ ningens B etydning for Brandvæsenet S. 30. Brønde S. 30. Vandledninger S. 32. A N D E T A F S N I T DE STORE R E F O R M E R ............................................................................................................... Side41 Reformperioden 1680— 90 S. 41. Slangesprøjterne opfindes S. 42. Gardings Forslag 1685 S. 44. En Komm ission nedsæ ttes 1686 S. 45. Garding udnævnes til Direktør for Brand­ væsenet S. 47. Hans Indkøb i Holland og Hamburg S. 47. Der nedsættes en K omm is­ sion for Brand-, Lygte- og Vægtervæsenet 1687 S. 51. Interimsbrandordningen af 1687 S. 52. Brandordningen af 1689 S. 54. Midlerne til Brandvæsenets Modernisering S. 60. Lygte- og Sprøjtekassen oprettes 1688 S. 60. Lygte- og Sprøjteskat indføres 1689 S. 61. Bortsalg af gammelt Materiel og Anskaffelse af n yt S. 62. Politimesterens Forhold til Brandvæsenet bestemmes S. 63. Restancer med Sprøjteskatten S. 64. Brandvæsenets Materiel og Mandskab i 1692 S. 64. Operahusets Brand i 1689 S. 64. „Den liden Kasse“ (Bødekassen) S. 66. Brandmandskabets Indkvarteringsfrihed S. 67. Sprøjte­ penge S. 68. Samtidens Mening om det nye Brandvæsen S. 69. Fuchs’ Skildring 1689 S. 69. IX

TREDJE AFSNIT STILLE AAR 1 6 9 4-1727 ............................................................. Side 72 Fuchs bliver Branddirektør 1694 S. 72. Økonom iske Vanskeligheder for Brandvæsenet S. 73. Overvejelser om en ny Brandordning 1702— 1704 S. 76. Misbrug af Indkvarte­ ringsfriheden S. 80. Brandmajortitel indføres 1704 S. 81. Overvejelser om B randvæsenets Kommandoforhold fører til Oprettelse af et V icebranddirektørembede i 1707 S. 82. V ice­ direktøren faar Løn 1711 S. 84. Brandvæsenet under den store nordiske Krig og under Pesten 1711 S. 86. Brand- og Vandkomm issionen oprettes i 1714 S. 88. Brandmandskab og Materiel i 1714 S. 88. Økonomiske Forhold S. 90. R ivaliseringer og Kompetence- stridigheder S. 92. B estemm elser om Bødestraffe for Brandkorpsets Mandskab 1724 S. 95. Fortsatte Stridigheder S. 100. Uddannelse af Lærlinge S. 102. F J E R D E A F S N I T DEN STORE BRAND 1728 OG DEN S F Ø L G E R ........................................................... Side104 Politimesterens P lakat om Forebyggelse af Ildsvaade 1728 S. 104. Brandkorpsets Styrke i 1728 S. 104. Den store Brand 20.— 23. Oktober 1728 S. 105. Byens Genopførelse 1728— 33 S. 122. Nye Brandsikringsregler S. 127. Materiellets Fornyelse og Midlerne dertil S. 127. Brandordningen af 1734 S. 132. F E M T E A F S N I T UDV IKL INGSAAR OG KOMMANDOSTRID 1 7 3 4 -1 7 5 0 ............................................ Side136 Anskaffelser af nyt Materiel S. 136. „Broerne“ faar Slukningsredskaber S. 138. Brand­ korpsets Styrke S. 138. Brandadjutanten og hans Løn S. 139. Lærlingene ved Brand- korpset S. 140. Nye Kommandostridigheder S. 141. Overpræsidenten faar Overkomman­ doen 1748 S. 148. Brandfolkenes Privilegier S. 149. En Begravelses- og Enkekasse op­ rettes 1747 S. 153. Personskifter ved Korpset S. 153. Forslag til Ændring af Brand- ordningen S. 156. Komm issioner nedsæ ttes i den Anledning i 1748 og 1749 S. 160. Den nye Brandordning af 1749 S. 160. S J E T T E A F S N IT FORBEDR ING ER OG ØKONOMISKE VAN SK EL IGH EDER 1 7 5 0 -1 7 9 4 .. Side 163 Anskaffelser af n yt Materiel S. 163. Brande i 1754 og 1757 medfører forskellige Forbed­ ringer S. 164. Nye Sprøjter S. 167. Økonom iske Vanskeligheder S. 169. K omm ando­ strid 1755— 58 S. 170. Brandfolkenes Ducører og Indkvarteringedsfrih S. 171. P erson­ X

skifter ved Korpset 1750— 70 S. 174. Struensees Ændringer S. 177. Reglementet af 1771 S. 178. Den gamle Ordning genindføres S. 179. Nye Forbedringer af Materiellet S. 179. Presning til Sprøjterne forbydes S. 180. Nye Kommandostridigheder 1787 S. 182. Brande 1776 og 1779 og deres Følger S. 185. En Komm ission nedsæ ttes 1779 og afgiver Betænk­ ning S. 187. Personskifter ved Korpset S. 190. S Y V E N D E A F S N I T DE STORE BRANDE i 1794 OG 1795 OG DERE S FØLGER ............................. Side191 Kristiansborg Slots Brandfarlighed S. 191. Slottets Brand 1794 S. 193. Forslag til For­ bedring af Slukningsvæsenet S. 195. Nye Slukningsm idler prøves S. 197. Københavns Brand 5.— 7. Juni 1795 S. 198. Brandens 1. A fsnit S. 199. Brandens 2. Afsnit S. 200. Brandens 3. A fsnit S. 202. Brandens 4. A fsnit S. 204. Kritik af Brandvæsenet S. 206. En Komm ission til Brandvæsenets Forbedring nedsæ ttes S. 208. Komm issionens to For­ slag faar kgl. Resolution S. 209. Fortsat Drøftelse af Stadens Brandsikring S. 214. Engel­ ske Sprøjter anskaffes S. 216. Videnskabernes Selskabs Prisopgave S. 216. Den nye Brandordning af 19/ 7 1799 S. 216. Gennemførelsen af Forbedringerne og Midlerne dertil S. 217. Brandmajorens Instruks af 29/8 1800 S. 220. Taarnvægternes Instruks af Januar 1801 S. 223. Slaget paa Rheden 1801 bevirker, at nye Midler bevilges til Brandvæsenets Forbedring S. 226. Ny Fordeling af Brand- og Vandkommissionens Forretninger 1801 S. 231. Branden i Sukkerraffinaderiet 1804 og dens Følger S. 231. En Komm ission til Undersøgelse af Brandvæsenets Forhold nedsæ ttes S. 234. Brand- og Vandkomm issionen deles i to Komm issioner S. 235. Gennemførelsen af Forbedringerne og Tilvejebringelsen af Midlerne dertil S. 235. Den nye Brandkomm issions Instruks af 1806 S. 238. Nye Slukningsapparater anskaffes S. 240. Brandvæsenet faar overladt Nikolaj Kirkes Ruin S. 241. Broernes Brandvæsen S. 242. R ivninger mellem Brandkorpset og det borgerlige Militær S. 243. Uniformsspørgsmaalet S. 245. Personaleændringer S. 245. O T T E N D E A F S N IT FRA BOMBARDEMENTET 1807 TIL BRANDORDN INGEN 1 8 1 8 ................. Side 247 Brandvæsenet under Bombardem entet S. 247. Nye Midler til Brandvæsenets Forbed­ ring S. 256. Vagttaarne S. 258. Brandvæsenets Styrke S. 260. Ansættelse af en Kirurg S. 262. Forbedring af Vandtilførselen og af Forsigtighedsreglerne S. 263. Pengekrisens Virkninger paa Lønningerne S. 265. Drøftelse af Spørgsmaalet om Domsmyndighed i Sager om Tjenesteforseelser S. 265. Forslag til en ny Brandordning S. 267. Reglementet af 1/5 1818 S. 268. Personaleændringer S. 270. Brandene 1814, 1817 og 1818 S. 271. Fortsatte Rivninger med det borgerlige Militær S. 275. Uniformsspørgsmaalet S. 276. X I

NIENDE AFSNIT ST ILSTANDS AAR 1 8 1 8 -1 8 5 0 ................................................. Side 279 Økonom iske Forhold S. 279. Nikolaj Taarn indrettes til Vagttaarn S. 280. “K jøben­ havns Brandforsikring“ skal afholde Brandvæsenets Udgifter og kræver R et til Revision af Regnskaberne derfor S. 283. Deling af Brandkomm issionens Forretninger S. 285. Ændringer af Brandordningen 1835 S. 286. N y t R eglem ent for Pumpem andskabet 1850 S. 287. F ast Brandvagt hos Brandmajoren oprettes 1850 S. 288. Brandkorpsets Styrke S. 289. Sortering af Mandskabet 1827 S. 290. Officerskorpset udvides S. 291. Kasse­ mangelaffæren 1824 S. 292. Brandvæ senets P ligt til Møde ved Ildebrand uden for S ta­ den S. 294. Brandene 1820— 1850 S. 297. Personskifter S. 300. Uniform sspørgsmaalet S. 306. Æ reskommandoer S. 311. Side 313 Kritik af Brandvæsenets Organisation 1850— 1857 S. 313. B randassurancekompagniets Forslag om Brandvagter 1850 S. 322. En Komm ission nedsæ ttes 4/3 1853 S. 326. Dens B etænkning af 18/ 12 1857 S. 327. Den nye Ordning, hvorved faste B randvagter indføres, træder i Kraft 1fi 1860 S. 332. Vanskeligheder med de m ilitære Vagtsprøjter S. 336. Den nye Vandforsyning træder i Kraft S. 341. Brandene 1850— 1860 S. 342. Personale- ændringer S. 345. E L L E V T E A F S N IT BRANDKO RPSET S SIDSTE AAR OG LOVEN AF 15. MAJ 1 8 6 8 ............. Side 347 Ændringer som Følge af Vand- og Gasværkernes Ikrafttræden S. 347. Vanskeligheder med Militærets Vagtsprøjter og ved Overgangen fra Vægter- til Politikorps S. 350. En Dampsprøjte anskaffes S. 352. Kritik af Dampsprøjtens Anvendelse S. 354. Brand­ væ senets Deltagelse i de slesvigske Krige S. 365. Personskifter S. 366. Broernes Brand­ væsen S. 366. En Komm ission til Drøftelse af Broernes Brandvæsen nedsæ ttes 30/ 6 1859 S. 367. En ny Komm ission nedsæ ttes S. 369. F ortsatte Forhandlinger fører til Opret­ telse af to udenbys Vagter S. 375. Mangler ved Forstædernes Brandvæsen skaber ny Uro S. 376. Forbedringer ved Broernes Brandvæsen S. 378. Forhistorien til Loven af 15/5 1868. Brygger J. C. Jacobsens Forespørgsel 1862 S. 378. En Komm ission nedsæ ttes 31/10 1863 S. 380. Komm issionens Betænkning af 23/ 8 1866 S. 380. Loven af 15/ s 1868 S. 381. Schønheyder ansæ ttes som Brandinspektør S. 385. Bestræbelser for at bevare Blom for Brandvæsenet S. 386. R egulativet af 21/6 1870 S. 388. Personaleændringer ved Overgangen til det kommunale Brandvæsen S. 390. D et kommunale Brandvæsen træder i Kraft S. 393. X II T I E N D E A F S N I T K R IT IK FØ R E R TIL OPRETTELSE AF FASTE B R A N D V AG T ER

TOLVTE AFSNIT DET KOMMUNALE BRANDVÆ SENS FØRSTE AAR 1870— 188 4............ Side 394 Sprøjtehusene afleveres til Ejerne S. 394. Oprettelse og F lytning af Stationer S. 395. Klager over Vagtlokalerne S. 396. Materiellet 1870—8 4 S. 399. Brandtelegrafen S. 401. Forbindelsen med Vandværket S. 401. Fyrværkeriet i Tivoli S. 402. Brandsikring af Teatre S. 403. Branden paa Frederiks Hospital 1870 S. 403. Bladenes Kritik S. 404. Branden i Havnegade 1870 S. 407. Branden paa Badevejen 1872 S. 408. Andre Brande S. 411. Personaleændringer S. 412. Lønspørgsmaalet S. 416. Ladegaardens Sprøjte S. 419. Gadespektakler ved Brandvæsenets Udrykninger S. 422. T R E T T E N D E A F S N IT SLOTSBRANDEN 1884 OG DENS FØLGER FOR B R A N D VÆ SE N E T .. Side 424 Meyer bliver Brandinspektør 1884 S. 424. Mindre Uniformsændringer 1884 S. 424. Kri- stiansborg Slots Brand 3/10 1884 S. 425. N. J. Larsens Artikel i „Morgenbladet“ S. 453. Ducører til Brandmandskabet S. 454. Dagspressen om Brandvæsenets Arbejde under Branden S. 454. Brygger J. C. Jacobsens Kritik S. 457. Meyers Forslag S. 458. Fælles­ udvalgets Betænkning 1889 S. 462. D et nye R egu lativ af ls/3 1890 S. 463. Nye Stations- lokaler og n yt Materiel 1884— 90 S. 465. Brande 1884— 90 S. 466. Personaleændringer S. 469. F J O R T E N D E A F S N IT BRANDVÆ SENET I AARENE 1890— 1920 ............................................................... Side 470 Havnevæ senets Dampsprøjte S. 470. Hovedbrandstationen tages i Brug 1892 S. 471. Jubilæet 1895 S. 471. Den mobile Reserve ophæves 1896 S. 472. En ny Østerbrostation tages i Brug 1901 S. 473. Den store Reserve ophæves 1903 S. 474. Nye Brandstationer paa Kløvermarksvej (1904), i Valby (1905) og paa Tomsgaarden (1908) S. 476. Regu­ lativet af 19/3 1908 S. 477. Materiellet 1890— 1920 S. 478. Automobiliseringen af Brand­ væsenet begynder 1913 S. 479. Brandtelegrafen S. 481. Brandalarmerne S. 483. Løn­ spørgsmaalet S. 484. „K jøbenhavns Brandforsikring“s Legat 1901 S. 488. Spørgsmaalet om Ferier og Orlov S. 489. Brandvæsenets Personale S. 490. Brande 1890— 1920 S. 491. Personaleændringer 1890— 1920 S. 504. Jubilæumstegnet indføres 1903 S. 511. Jubilæet 1920 S . 512. X III

FEMTENDE AFSNIT Automobiliseringen fortsæ ttes S. 513. N yStation paaEnghavevej 1929 S. 513. Brand­ alarmer S. 514. Brandhaner S. 515. Brande1920— 1930 S. 515. Am bulancetjenesten S. 519. Personaleændringer S. 520. O V E R S I G T E R bide I. Personale og Materiel 1921— 1930 ............................................................................................ 522 II. Antal Alarmeringer 1905— 1930 ................................................................................................. 523 III. Ambulancetjenesten 1920— 1 9 3 0 ................................................................................................. 524 IV. Udgifterne til Brandvæsenet1920— 1 9 3 0................................................................................. 524 B I O G R A F I E R A F B R A N D C H E F E R 1 6 8 6 - 1 9 3 0 Side I. Herman Garding (Gerding) (1686— 1 6 9 4 )...................................................................... 527 II. Gotfred Fuchs (1694— 1 7 2 3 ) ................................................................................................. 529 III. Joachim Daniel Preisler (1723— 1 7 4 8 ) ............................................................................ 533 IV. Johan Vilhelm Mazar de la Garde (1748— 1 7 7 8 )...................................................... 537 V. Cay Friedrich Mentz (1778— 1 7 8 7 ) ................................................................................... 541 VI. Johan Peter B oye Junge (1787— 1 7 9 6 ) ......................................................................... 545 V II. Heinrich Brandemann (1796— 1 8 0 3 ) ................................................................................ 552 V III. Johan Andreas Kirkerup (1803— 181 0)........................................................................... 555 IX . Hans Christian Schm idt (1810— 1 8 2 6 ) ........................................................ 563 X . Jørgen Christian Engelbrecht W est (1826— 1 8 3 2 ) ................................................... 571 X I. Peter Martin Qvist (1832— 1 8 5 0 )........................................................................................ 573 X II. Johan Christian Kerrn (1850— 185 9)................................................................................ 576 X III. Fritz Christian B alsløv (1859— 1 8 6 8 ) .............................................................................. 579 X IV . Julius Andreas B lom (1868— 1 8 7 0 )................................................................................... 583 XV . Jean Carl Em il Herman Schønheyder (1870— 1 8 8 4 )............................................... 586 XV I. Deodatus Fredericus Sextus Meyer (1884-— 190 9)..................................................... 589 XV II. Valdemar Peter Em il Liisberg (1909— 1 9 1 6 )............................................................... 593 X V III. Carl Albert Miilertz (1916— 1 9 3 0 ) ..................................................................................... 597 X IX . Anders Em il Friis (1930— ) ................................................................................................... 600 H E N V IS N IN G E R ....................................................................................................................................... 603 S T E D R E G IS T E R ........................................................................................................................................ 654 P E R SO N R E G IS T E R ................................................................................................................................. 667 B IL L E D FO R T EG N E L SE ....................................................................................................................... 681 XIV

B R A N D VÆ S E N E T S H I S T O R I E T I L 1930

F Ø R S T E A F S N I T STADENS ÆLDSTE BRANDVÆSEN

N aar Brandklokken lød gennem Gaderne, ængstedes vore Forfædre. Nævnte de Ordet Brand, maatte de tilføje: „Gud forbyde!“ eller „Gud naadelig afvende!“ „Den allerhøjeste Gud beskærme os naadelig!“ Det var ikke uden Grund, at alene Ordet var nok til at vække en næsten panisk Rædsel. Med Datidens Byggemaade var alt ligesom lagt til Rette for omfattende Ildebrande, og „med punktlig Regelmæssighed hærgede Luerne alle Nordens Byer, prædikende paa deres Vis imod den ubesindige Byggemaade, udrensende og befriende for al det Smuds og Smittestof, som Beboerne havde opsamlet til den næste Pest. Ildebran- dene var strenge Læremestre, frygtede og forbandede som saadanne, men ikke desto mindre Tidens sande Velgørere“1). Datidens Mennesker havde dog svært ved at faa Øje paa Ildebrandenes Gavnlighed. For dem betød Ildebrand i Reglen total Ruin, da Brandforsikring i moderne Forstand ikke kendtes. Ganske vist havde enkelte Gilder og Lav Be­ stemmelser, der paabød, at den skadelidte „Broder“ skulde hjælpes; men naar det meste af en By brændte, — og det skete ofte paa Grund af de højst mangelfulde Slukningsmidler, — var alle „Brødrene“ skade­ lidte, og Hjælpen maatte udeblive, naar der var haardest Brug for den. Det maatte give Folk et vist fatalistisk Blik paa Livet, naar de vidste, at deres Hj em efter al Sandsynlighed mindst én Gang i deres Levetid vilde blive lagt i Aske. I Middelalderen var store Brande sikkert langt hyppigere i Nordens Byer end de bevarede Kilder lader ane; det synes at være noget af en

Tilfældighed, naar Kundskab om en Bys Brand er naaet ned til os gennem en kort Aarbogsnotits. Naar Datidens Stæder er blevet hærget af Fjendehaand og plyndret, er de sikkert ogsaa blevet afbrændt. Vi ved, at København er blevet brændt af Lybekkerne i 1248. Antagelig ogsaa af Hanseaterne, da de erobrede Staden i 1368. I 1386 den 10. Juli — lyder en Efterretning — brændte St. Peders Kirke med sine to Klok­ ker, Vor Frue Kirke med dens fire bedste Klokker, samt en Del af Byen2). I Københavns ældste Tid var Husene lave og laa med Gavlen vendt ud mod Gaden; Træhuse var almindelige, og Tagene for største Delen af Straa eller Rør. Ganske vist var der i 1280 givet Borgerne Lov til at skære Kalksten paa Saltholm; men alligevel havde Byen omkring 1380 kun ganske faa Stenhuse og Stenboder, næsten alle grupperet omkring Gammeltorv. Forskellige Udlejningsdokumenter fortæller om Beskaffen­ heden af Husenes Ydermure og Tage; i 1385 udlejedes en Grund i Tysk- mannegaden (senere Vimmelskaftet) paa den Betingelse, at Lejeren, hvis han i de tyve Aar, Lejemaalet varede, „tømrede“ et Hus paa Grun­ den, efter de tyve Aars Forløb skulde have Tømrets Værdi godtgjort. Fra 1433 blev det gjort til en Betingelse for dem, der byggede paa de gejstlige Stifteisers Grunde, at de skulde lægge Tag af Teglsten; under­ tiden blev det udtrykkeligt forlangt, at Taget skulde være „med Sten og ej med Straa“. Nikolaj Kirke udlejede i 1464 en Gaard; hvad der byggedes ud til Gaden, skulde tækkes med Sten, „og hvor der anden Sted paa bygges, maa tækkes med Fjæle og ikke med Straatag“. Sten­ tag forlangtes ogsaa, da Magistraten i 1472 udlejede en Gaard paa Amagertorv3). I 1520 forlangte Magistraten, efter Ordre fra Kongen, at alle Huse i Staden, naar de laa ud til Gader eller Stræder, skulde have deres ler­ klinede Vægge erstattet med Bindingsværk med Mursten4). Saaledes fortsatte man med Bestræbelser for at gøre Husene mere solide og mindre brandfarlige. Ved Reformationstiden har Bygningerne ud til Gaderne gennemgaaende været af Bindingsværk, sjældnere af Grundmur, for en Del forsynede med Tegltag; inde i Gaardene fandtes der dog baade Ler- og Træhuse. Straatagene holdt sig endnu længere op i Tiden; i 1597 laa der et Hus med Straatag lige over for Frue Kirkes Indgang5). Endelig 2

frembød ogsaa Husenes Fjælegavle en betydelig Brandfare, ligesom de smalle Gyder og Stræder. Det er forstaaeligt, a t man fra Regeringens og Myndighedernes Side lagde stor Vægt paa Forbedringen af Byggemaaden, saameget mere som man næsten alene var henvist til disse forebyggende Forholdsregler. Var Ilden først udbrud t, var Mulighederne for a t slukke den faa eller ingen. Slukningsmidlerne var ikke mange, Læderspande og Brandhager. Det var den eneste Mulighed for a t standse en Brand, hindre den i at brede sig, a t rive det brændende Hus og Nabobygningerne ned. . ~A 4 - I Biskop Jens Krags Stadsret af 29. Janu a r 1294 finder man de første Bestemmelser om Ildebrand: „Saarer eller slaar en med Vilje en anden under Ildebrand og overbevises derom, skal han bøde til skadelidte, Biskoppen og Byen hver 40 Mark, og den, der i saadan Tid gribes i Tyveri, skal lide Tyvs Straf,“ d. v. s. Hængning. Denne Bestemmelse om Voldsmænd og Tyve under Ildebrand lader en ane, hvordan der har set ud i en brændende, panikslagen By. Om Ersta tn ing til Ejere af Huse, der blev nedrevet for at standse Ilden, hedder det: „Nedbrydes nogens Hus paa saadan Tid, eller det nedhugges med Økse, eller det nedrives med Hager, skal de, der bor foran Ilden, holde ham skadesløs efter Raadmændenes Skøn“6). Den sidste Bestemmelse gentages i Kristoffer af Baierns Stadsret af 14. Oktober 1443: „ Item hvilken Mands Hus eller Tag ned vorder brudt eller draget, naar Vaadeild er løs, da skal alle de, som fore Ilden bor, gøre ham skadesløs, som Foged, Borgmestre og Raad tykker skelligt (d. v. s. retfærdigt) være“ 7). Den 5. Jun i 1549 fik København en „Vedtægt om Ildebrand“ , der viser, hvorledes en Ildløs bragte hele Byen i Oprør. Paa Raabet „Brand !“ klemtedes der med Kirkeklokkerne. Alle opgav, hvad de havde i Hænde og fik pludselig nye Pligter. Tømrerne, Murerne, Fiskerne og Baads- mændene ilede øjeblikkelig til Brandstedet; her skulde de sætte Stiger til og med Brandhager prøve a t berøve Ilden Næring ved at rive Tag og Træværk af det brændende Hus og Nabohusene. Rodemestrene og Vagtskriveren løb efter Byens Læderspande, der noget upraktisk be­ fand t sig under Laas og Lukke paa Raadhuset. Beboerne i den Gade, i. 3

hvor Ilden var, skulde skaffe Vand, saaledes a t de, der havde Brønde, blot skulde vedblive a t hejse Vand op, medens Resten skulde trille deres Ølkar ud til Fyldning og hjælpe til med a t lange Spande til og fra B rand ­ stedet. Oldermanden for Vognmændene ilede rund t for a t tilsige alle Lavets Medlemmer til a t møde for a t køre Vand. Alle de øvrige mand ­ lige Borgere skulde bevæbnede samles, en Del af dem paa det Torv, der laa nærmest ved Brandstede t; Resten skulde skynde sig til Portene og Voldene for at afværge alskens Fare, hvis Ilden muligvis skulde vise sig a t være paasat, maaske af udenlandske Mordbrændere eller lignende Kumpaner, af hvem man kunde ven te sig alt. Kvinder og Børn va r der ingen Brug for paa Brandstede t; de havde a t holde sig borte eller tage Skade for Hjemgæld, hvis de i Forvirringen blev tr ak te r e t med Hug eller Slag; Kvindernes naturlige Plads var ved H jemmet, saa de kunde passe paa Børnene og i Tide bære ud af Huset, hvad der kunde reddes, hvis Ilden nærmede sig. Tidens Hjælpeløshed og Rædsel lyser ud af Lovbestemmelserne, der giver e t uhyggeligt levende Billede af den Lovløshed, de skulde bekæmpe. Om hvilken heftig Uro, Uklarhed, Pan ik vidner ikke Bestemmelsen om Dødsstraf for den, der begyndte a t rive ned med sin Brandhage uden først at være ra ade t dertil af dem, der havde Forstand paa Tingene! Og hvilken vanv ittig Angst for Ildens frygtelige Magt aabenbarer sig ikke i Krave t om, ^ t den eller de, der ved Uforsigtighed havde for- aarsaget Branden, straks uden Naade skulde kastes ind i Ilden! Man forstaar, a t Regeringen øg Byens Myndigheder ønskede a t faa B rand ­ faren indskrænket til det mindst mulige ved at faa afskaffet Fjælegav­ lene, Luernes Udfaldsporte mod Nabohusene, og ved a t faa indført, a t der blev lagt Indskud af Ler mellem alle S tokværk8). Ogsaa mange af Skorstenene, Ildstederne og Smedenes Esser var brandfarlige, og der blev ført en stadig Kamp mod disse „ulovlige“ Ildsteder. Den 29. Jun i 1597 blev det paabud t af Regeringen, a t der skulde føres Tilsyn med Skorstene og Ildsteder, fordi „der paa nogen Tid lang sig har begivet her udi Vor Købstad København stor Ulykke og Skade formedelst uforvarendes Ildeb rand“ ; det var a t „befryg te“ , hedder det, „a t dersom Vi ikke lader have godt Agt og Tilsyn, hvorledes a t Bor­ 4

gerne holder deres Skorstener, Ildsteder og Esser færdige, kunde maaske større Ulykke med slig uforvarendes Ildebrand sig foraarsage“ . Stadens Borgmestre og Raadmænd skulde derfor med største Flid „ransage og bese alle de Skorstene, Ildsteder og Esser, som er her udi Byen“ ; fandtes der da paa nogen af dem „a t være nogen Fejl eller Mangel“ , skulde de have Fu ldmag t til a t lade dem nedbryde og til a t „tilholde dem, som bor udi samme Gaard, a t de holder dem færdige og ved Magt, saa at ingen Ulykke er for den Skyld a t formode“9). Denne Bestemmelse synes ikke a t have frugtet. I en Vedtægt af 20. September 1610 hed det, a t Københavns Borgere „er ofte advaret og paamindet, a t de efter Kgl. Maj’s strenge Mandat og Brev skal lade samme ulovlige Fyrsteder forandre og lovlige gøre, saa de kunde være uden Ildsfare“ . Da en Del af Borgerne ikke havde efterkommet Ordren, skulde de derfor „hermed alvorligen være paamindet og befalet uden videre Forhaling højbemeldte Kgl. Maj.’s Mandat a t efterkomme. Saa- fremt sligt ikke befindes a t være sket inden 14 Dage efter næstkom- mendes Michaelis, skal deres Ild udslukkes og forbydes igen a t tændes, førend samme deres Esser og Fyrsteder vorder lovligen igen, som det sig bør“ 10). De første mere udførlige Brandpolitibestemmelser findes i Magistra­ tens Instruks for Rodemestrene i disses Skraa af 3. November 1606. Byen var inddelt i 8 Rodemaal, der hver (ialtfald efter 1632) havde to Rodemestre. „Hvor Vaadeild (hvilken Ild Gud naadeligen afvende!) op- tændes“ , skulde Rodemestrene møde, hver med to Læderspande, hvor- paa „Bysens Mærke“ fandtes „afridset“ , og disse to Læderspande skulde for Fremtiden „følge en Rodemester efter anden“ , foruden de Spande, Borgerskabet og Byen holdt. Rodemestrene skulde føre Tilsyn med, at Borgerne „hver paa tilbørlige Steder holder stærke og færdige“ Red­ skaber, „udi hvert Rodemaal en dobbelt Stige og dobbelte Fyrhager, saa og en enkelt Stige med enkelte Hager“ , alt forsynet med et Mærke efter Kvarter, saaledes a t 0 betød Øster Kvarter, St. Strand Kvarter o. s. v. Disse Stiger og Hager skulde Byens Kæmner lade forfærdige, naar Behov gjordes, „saa ofte dem af Rodemestrene tilsagt vorder; findes de derudi forsømmelige“ , skulde Rodemestrene meddele Kongen 5

det. Tømmermænd, Yognmænd og Dragere skulde „pligtig være a t føre dem til de Steder, som Ild op tænd t er, og med Vands Tilførsel hjælpe og redde, som det sig bø r“ . To Gange aarlig, ved Mikkelsdag, „naar Mandtallet er skrevet“ , og ved Paaske, „naar Folk er forandret og fly tte t“ , skulde Rodemestrene „bese og optegne udi hvert Rodemaal alle ulovlige Fy rs tede r“ og derpaa give Magistraten „klare Registre“ derover; „hvilken Rodemester det forsømmer, bøde for hver Skorsten“ , hvorover der blev klaget, 1 Daler. Paa de samme to Tider af Aaret skulde Rodemestrene paaminde Borger­ skabet i hve rt Rodemaal „deres Brønde a t holde vedlige, som det sig bø r“ . Om Sommeren, naa r der va r „stor Brynde og Hede“ , skulde Rode­ mestrene tilholde alle dem, som havde Brønde i deres Gaarde, a t „de enten skriver paa Porte eller Døre, hvor Brønde er, eller lader Kende­ mærke for deres Po rt eller Døre udhænge, paa det man kan se og vide, hvor Brønde er“ . De, som ikke havde Brønde, skulde have „Vand udi hele og halve Tønder for deres Døre standendes, eftersom af gammel Tid sædvanligt har væ re t“ . Ved natlige Ildebrande skulde der udhænges Lygter. Hvor Ildebrand om Na tte tide paakommer, — hedder det som Begrundelse — blev der forsamlet „allehaande gemene Folk og løst Selskab“ , som mere var til­ bøjelige til „a t gøre Skade og forkomme bedrøvede Folks Gods end til a t redde og Ildfare a t afstille“ ; ja, man maa tte endog befrygte „Fo r ­ ræderi og anden Ulejlighed“ ; sligt burde „her saavel som i andre vel- forordnede Stæder a t tages udi Ag t“ , og Rodemestrene i hve rt Rode­ maal derfor tilsige dem, som boede i Hjørnehusene, „a t de udhænger over Gaderne Lygter med tænd te Lys udi, a t Folk maa ses og kendes, som vanker frem og tilbage, naa r saadan ulykkelig Ildfare op tænd t er, paa hvilke Tider Vagtmesteren i lige Maade efter hans Instruks skal lade have Tilsyn paa Volden og hos Portvægterne, saavel som ved Ilden, a t Skade, Fare og Ulykke, saa meget muligt er, maa afstilles og fore­ kommes“ 11). Ved samme Tid, som Rodemestrene fik Regler for deres Bestilling, synes København a t have faaet sin første større Sprøjte. Der vil derfor være Anledning til kort a t opridse dette Slukningsmiddels Historie12). 6

En Græker Ktesibius, der levede i Alexandria omkring 250 f. Kr., regnes for a t være Sprøjtens Opfinder; han skal have konstrueret en Maskine, der kunde løfte Vandet og muligvis ogsaa udslynge det; men hvorledes dette Appara t har Set ud, ved vi ikke, da en Beskrivelse af Maskinen sammen med Maskinen selv gik til Grunde, da Alexandria blev belejret af Cæsar 47 f. Kr., ved hvilken Lejlighed en stor Brand ødelagde Byens store Bibliotek. Efter Ktesibius regnes dernæst hans Elev Heron for Brandsprøjtens Opfinder; han har konstrueret og beskre­ vet en Maskine, der med sine to Cylindre minder forbavsende om en senere Tids Sprøjter. Skønt hans Skrifter er bevaret, synes Kendskabet til Opfindelsen a t være gaaet tab t. I alt Fald maa tte man begynde paa bar Bund, da man a tte r fik Interesse for Apparater, hvormed man kunde kaste Vand ind i Flammerne. De første Haandsprø jter menes a t være blevet fremstillet i Nürnberg i Slutningen af det 14. eller Begyndelsen af det 15. Aarhundrede; Byen F rank fu rt a. M. bestilte i 1439 11 Haandsprø jter i Nürnberg. Allerede en halv Snes Aar senere blev der i Nürnberg fremstillet Haandsprø jter af Messing, 60—100 cm lange med et langt Mundstykke. Med et Stempel, forsynet med Haandtag, sugedes Vandet op i den lange Cylinder, hvor­ fra det pressedes ud gennem Mundstykket. I en Regning fra 1518 i Augsburgs Bygningsdirektoratanføres en Brandsprøjte, der var konstrueret af en Guldsmed Anthon P la tne r; men nogen Beskrivelse af den gives ikke; kun siges det, a t den var fremstillet i meget stor Maalestok, men dog var transportabel. Forskellige andre nævnes i den følgende Tid som Konstruktører af Brandsprøjter. En saa- dan blev i 1602 tilbud t Magistraten i Nürnberg; den var konstrueret af en v. Aschhaufen, kunde sende Straalen i alle Retninger og naa op til det øverste af selv nok saa højt et Hus, krævede kun to Mands Betjening og kunde trækkes af en Hest. Byen købte Sprøjten og foreviste den for fremmede som en stor Seværdighed. Haandsprøjter harman haft i Danmark omkring 1600; i a lt Fald bestilte Frederik II i1584 100 Messingbrandsprøjter i Tyskland til Brug paa de kongelige Slotte13). Derimod er det vistnok første Gang, en større Sprøjte omtales, da der i Antegnelserne til et københavnsk Regn­ 7

skab fra 1606—07 meddeles, a t „50 Dir. er given for Byens Ildspøjte (Sprøjte) a t gøre og for Kobber tillagt, og er ikke formeldt, hvad samme Spøjte ha r vejet, og synes for dyrt, som skal forklares. 4 Rdlr., som er given Svendene til Drikkepenge for samme Ildspøjte, som er for meget, ej heller nogen Bevis derpaa. 121/2 Rdlr. 1 Mk. 2 Sk. er given Hjulmageren for 2 Hjul til fornævnte Ildspøjte. 50 Rdlr. er given for Vognen til forskrevne Spøjte og til Raadhusets Arbejde, hvorpaa skal

H aandsprøjter. (Friluftsm useet i L yngby). gøres Undersked (d. v. s. Forskel), item hans Svend 2 Mk. til Drikke­ penge, er alt for d y r t “ 14). København ha r altsaa lige efter Udstedelsen af Rodemestrenes In ­ struks faaet en rigtig Brandsprøjte, sandsynligvis paa 2 Hjul. Da vi naar frem til Vognmændenes Lavsskraa af 1610, finder vi da ogsaa der en Forpligtelse til a t transportere Sprøjten til Brandstede t: „Overalt skal menige Vognmandslav være pligtige Dag og Nat, hvor (Gud for­ byde!) nogen ulykkelig Ildebrand optændes, a t lade holde et godt P a r Heste til Rede hos en deres Lavsbrødre, som kan føre Byens Vand ­ sprøjte til Ilden, hvor Behov gøres“ . De andre Vognmænd skulde „age 8

Vand a t slukke med, saa og age Byens Fyrhager og Stiger til dem, hvor saadan Fare for Haanden er, og a t de dertil ikke skal eller maa være uvillige“ ; der var lovet den første, der kom med Heste og Vogn for at køre Vand eller lignende, en Daler „af Byens Pendinge“ ; den, der gav Møde som Nummer to, fik tre Mark, den tredje fik to Mark, „og saa fremdeles efter Lejligheden, som de flittige findes“ . Var Oldermanden, Stolsbrødrene eller nogen Vognmand i saadanne Tilfælde „forsømmelige

Haandsprøjter. (Friluftsmuseet i Lyngby). eller uvillige, den skal ikke vide sin egen Brøde“ . Vognmændene skulde altid „have udi deres Lavsbog antegnet den Vognmand ved sit Navn, som forskrevne Sprøjte skal føre, desligeste de Personers Navne, som den udi Nødsfald styre og regere kunde, paa det intet dermed forsøm­ mes skulde“ 15). I 1613 blev Vognmandslavet ophævet. Da det 1622 blev genoprettet og fik sin nye Lavsskraa, indeholdt den a tte r Bestemmelser om Vogn- mændenes Pligt til a t fremføre Sprøjten og til a t køre Vand til Brand­ stedet: Det ganske Vognmandslav skulde „uden al Forsømmelse holde gode og visse Ordning, om (Gud forbyde!) nogen hastig Ildebrand op- 2 9

tændes, a t deres Oldermand da maa vide a t have til Rede et godt Pa r Heste“ , der skulde føre Sprøjte, Brandhager og Stiger til Brandstede t; andre Vognmænd skulde med Vogne og Sluffer „føre Vand udi Tønder og Baljer a t slukke med“ . Systemet med a t udbetale Ducører til de først fremmødte va r opretholdt, og Beløbene va r de samme som i Skraaen fra 1610. Som før skulde Oldermanden optegne i Lavsbogen, hvem der skulde transportere Sprøjten; Straffebestemmelsen for Forsømmelse og Uvillighed var ogsaa den samme16). Om Opbevaringen af Byens Sprøjte oplyser en gammel Jordebog fra 1620. Den taler om et Stræde, „som løber i Vesten fra forskrevne Nytorv og i Ka tte sunde t“ , hvor Byen havde ladet bygge 7 Bygninger for Fængs­ let, Sluttere og Tjenere, og tilføjer: „ Item udi S trædet for Raadhus- gaarden er køb t af Vor Frue Skoles Forstandere en jordfri Grund for 700 Daler, som Skarpretteren besidder, og inden derfor et Skur over Bysens Ildsprøjte“ 17). En Forordning fra 1618 bestemte, hvordan man skulde forebygge Ildebrand paa Skibene langs Skibsbroen eller i Havnen, og forbød a t tænde nogensomhelst Ild paa Skibene, paa Broen eller langs H avn en18). Den 1. J anu a r 1643 udstedte Københavns Magistrat en „Brand- eller Ildordning udi Københavns By“ , et t r y k t Skrift paa 10 Blade i K v a r t ­ format. Desværre havde der ofte tildraget sig „stor Ildsnød og Fare her udi S taden“ , og der var derved blevet foraarsaget stor Skade. Efter Magistratens Mening havde det flere Aarsager. Dels var Brandene en Paamindelse fra Gud om Menneskenes Synder; men tillige viste Hus ­ fædrene „stor Skødesløs- og Uag tsomhed“ i Tilsynet med deres Byg­ ninger, og de til Ildens „Læskelse og Dæmpelse behøvende In s trumen te r“ havde ikke allevegne været i Orden, naa r de skulde bruges. Borgerne havde heller „ej saa ordentligt og flittigt, som det sig bu rde“ , gjort deres Pligt med a t ile til Brandstedet for a t hjælpe. Nu skulde disse Misbrug afskaffes. For a t den deraf foraarsagede „Ulykke og Skade, næst Guds Hjælp, en Gang for alle afværges, forekommes og forhindres“ , skulde der saavidt muligt skabes „en god Skik, som udi andre velordnede Stæ- der“ . Magistraten havde derfor med Regeringens Billigelse og med Til­ slutning fra S tadshaup tmanden og Officererne for Borgerkompagnierne 10

udsted t denne Brandforordning, som enhver havde a t rette sig efter, næst efter a t de skulde bede om Guds Beskærmelse af Byen. S tadshaup tmanden og hver af Borgervæbningsofficererne skulde føre en Rulle over alle dem, der boede „under deres Faner“ , og konferere med hinanden derom; de skulde flittigt undersøge, om enhver i sit Hus havde de Sager, som var bestemt i denne Forordning, og paase, a t de Brandredskaber, der skulde være i Kirkerne og i Stadens Besiddelse, var til Stede og uden Mangler. Rodemestrene skulde hvert Halvaar, efter Paaske og Mikkelsdag, naar det havde været Flyttedag, levere hver K ap ta jn et Mandtal over dem, der boede i hans Kvarterer, hvem de var, og hos hvem de tjente. Alle Bryggergaarde og Beboelseshuse til en Værdi af 2000 Dir. og derover skulde hver have 6 gode Læderspande og 2 Haandsprøjter, medens alle andre Huse, undtagen fattige Folks Lejevaaninger, hver skulde have 2 Læderspande og 1 Haandsprøjte. Kongen stillede i Ildebrandstilfælde en Del Læderspande og andre Brandredskaber til Raadighed, „hvorfor og for hvilken Hans Majestæts faderlige Forsorg man Hans Majestæt aldrig noksom kan takke“ . En Del Læderspande, Ildhager, lange Stiger, Vandsprøjter, Økser og gamle Segl, der „allerede hos Staden paa Raadhuset og andensteds udi For- raad er“ , skulde altid holdes i Orden. Men dette var ikke tilstrækkeligt; derfor skulde der for Fremtiden ved hver Sognekirke holdes en Del Brandredskaber; ved Vor Frue Kirke skulde der opbevares 80 Læder­ spande, 3 lange Stiger „lempelige og velbehændige“ , 3 Baadshager, 8 Økser, 2 jernbeslagne Kar, 8 Haandsprøjter og 1 stor Sprøjte. Ved hver af Kirkerne St. Nikolaj og Tyske Kirke, samt ved Helliggejsthus skulde der være 50 Læderspande, 2 lange Stiger, 2 Baadshager, 5 Økser, 2 jernbeslagne Kar, 5 Haandsprøjter og 1 stor Sprøjte. Hertil kom, at e thvert Lavshus skulde have en Del Læderspande parat. Af store Kar til Vand skulde der altid være to ved Posten paa Gammel­ torv, to paa Amagertorv, et ved Vejerhuset, et „udi Graabrødre inde hos en af de næstboende Naboer“, som havde bedst Plads, og to i Avls- gaarden i Springgaden. Alle disse Kar skulde altid, fyldt med Vand, staa pa ra t paa Sluffer.

Hve rt Ha lvaa r skulde alle Skorstene i Byen fejes; Overtrædelse af denne Bestemmelse medførte Bødestraf paa 1 Rdlr. Hvis der opstod Skorstensild, fordi Skorstenen ikke var blevet renset, va r den skyldige hjemfaldet til en Bøde paa 10 Rdlr. Borgerne skulde alvorligt befale deres Tyende, „a t Ild og Lys vel bliver forvaret og udi Agt haves“ ; forsømte de det, og der opstod Brand, vilde de blive tilbørligt straffede. En gammel Sædvane skulde fortsættes: Brandmestrene gik hve rt Aar ved Ju le tid rund t i den ganske Stad „og formanede enhver for deres Døre om Ildstedernes Renholdelse, Ilds og Lys’ Forvarelse“ og om Straffen for Forsømmelse heri. Skorstensfejerne skulde „sig ideligen udi Gaderne og Stræderne lade høre og finde, a t enhver, som dem behøver, kan vide dem a t indfordre“ , og de skulde altid efterkomme Opfordrin­ gerne til a t rense Skorstene, „baade aarie og silde“ , da ellers en tilbørlig Straf ventede dem. De maa tte ikke uden Kæmnerens Tilladelse forlade Byen, og deres Takster skulde være 10 Skilling for en Skorsten i et en-etages Hus, 1 Rigsmark for et to-etages Hus og saa fremdeles efter Husets Højde. I hve rt Kva rte r var der blevet udva lg t en dertil egnet Mand til B rand ­ mester. Han skulde „paa denne Ordning flittig Agt have og den til god Effekt forhjælpe og forfordre“ , føre Tilsyn med, a t „ingen Esser og u lov­ lige Ildsteder haves“ , og passe paa, a t ingen holdt „Gaardkøkken og Gæsteri udi Kældrene eller paa andre utilbørlige Steder, hvor ingen Skor­ stene findes“ . Under en Brandmesters Fraværelse fra Byen skulde Kom ­ pagn ikapta jnen i hans Kva rte r sørge for a t faa indsat en anden i Stedet. Ingen Skorstene maa tte opføres paa Siden af Husenes Mure eller fra udbyggede Skure ved Husene; de skulde „inden Husene opmures og igennem Taget udføres“ . Inden et Fjerdingaar skulde de ulovlige Skor­ stene erstattes med lovlige, da Ejeren ellers vilde være hjemfalden til en Bødestraf paa 10 Rdlr., foruden a t de paagældende Skorstene vilde blive nedbrudt. Alle, der havde Gæsteri eller holdt Heste og Kvæg, skulde befale deres Tyende, a t de „med Ild og Lys agtsom omgaas og ikke om Aftenen eller Nattetide udi Stalde eller paa Lofter med Lys (uden det udi en Lygte sættes og haves) a t omgaa tilstedes“ ; den, der foraarsagede Skade 12

paa denne Maade, skulde „efter Skadens Vilkaar og Tilstand uden al Naade alvorligen og tilbørligen straffes“ . P aa Grund af Brandfaren ved Bagerovnene skulde de Brandmure, „hvormed samme Ovne omgivne er“ , være i Orden, saa der ingen „Mang­ ler og Bræk“ var ved dem. Der blev sat en Bødestraf paa 10 Rdlr. for­ uden Fratagelse af Tilladelse til a t bage for den Bager, der ikke havde b rag t sin Ovn i lovlig Stand inden et Fjerdingaar. Naar Bryggere og Bryggersvende bryggede eller havde Malt til Tørring i Maltkøllerne, skulde de have „ideligen god Agt paa Ilden“ og omhyggeligt rense Køl­ lerne, naa r de blev tømt, „saa at for deres onde Varetægt, Drukkenskab, Søvnighed eller anden Forsømmelse og Skødesløsheds Skyld ingen Ilds­ skade foraarsages“ under allerhøjeste tilbørlige Straf; saalænge de mal­ tede, skulde de under Bøde af 1 Rdlr. have en Tønde med Vand staaende ved Siden af Køllen. Købmænd, der havde Oplag af let antændelige Varer som Hør, Hamp, Beg og Tjære, skulde have dem magasineret paa Steder, hvor der ikke i Nærheden blev brugt Ild eller Lys. Efter disse forebyggende Bestemmelser gives der en Række Regler for, hvorledes man havde a t forholde sig, hvis der ,udbrød Ildebrand, „hvilken Gud naadelig afvende“ . Den eller de, der var til Stede i Huset, naa r det begyndte a t brænde, skulde, enten det var Dag eller Nat, „straks et stort Geschrei til Naboerne og andre gøre“ . Vægterne paa Frue Kirke taa rn skulde ved natlig Ildebrand udhænge en Lygte med tænd te Lys paa en dertil beregnet Stang paa den Side af Taarnet, hvor Ilden var, „til et Tegn omtrent a t efterse, paa hvad Sted udi Byen Ilden op tænd t er, og de, som redde vilde og skulde, sig hidhen forføje skulde“ . Der skulde ligeledes klemtes med Kirkeklokkerne saavel i Frue Kirke som i de andre Kirketaarne. Enhver Borger og Indvaaner skulde hænge en Lygte med brændende Lys uden for sin Dør under natlig Ilde­ brand , og han maa tte ikke tage den ned igen, før det blev Dag, eller Ilden var slukket. Paa hvert grundmuret Hjørnehus skulde der paa Byens Bekostning opsættes en Fyrlygte. Saasnart Brandraabet havde lydt, skulde alle Stadsportene straks luk­ kes, og de maa tte ikke aabnes igen, saalænge Ilden varede, uden Øvrig­ hedens Tilladelse. Stadshaup tmanden skulde sætte en Borgervagt ved 13

hver Port, og denne Vagt skulde lukke dem, der ønskede det, ud eller ind af Laagen i Stedet for gennem Porten. En 10-Mands Rode af hver Fane (Borgervæbningskompagni) skulde efter Tu r møde ved B rand ­ stedet med deres Yaaben; kun den, der udeblev for a t redde sit eget Gods, va r undskyld t, ellers medførte Udeblivelse alvorlig Straf. Stads- haup tmanden , Kap tajnerne , Lø jtnan terne , Fændrikkerne og de andre Officerer ved Borgervæbningen havde straks, naa r Klokkerne klemtede, a t begive sig til Brandstede t og besætte de tilstødende Gader og S træ ­ der, saa a t fattige Folk ikke skulde blive berøvet deres Gods og Formue af „slemme, tyvagtige og forhærdede Mennesker“ , men kunde faa deres Ejendele b rag t hen til hæderlige Medmennesker. Ingen andre maa tte faa Adgang til Brandstede t end de, der skulde slukke eller redde, og dem skulde S tadshaup tmanden og de andre Borgerofficerer sammen med Brandmestrene opmun tre og hjælpe med Raad og Daad, „a t alting ordentlig uden Konfusion kan tilgaa, saa a t den ene den anden ingen Forhindring eller Skade gør“ . Sluknings- og Redn ingsmandskabet maa tte ikke forlade Brandstedet, før Ilden var slukket. Stadens Kæmner, Officerer, Rode- og Brandmestre skulde sørge for, a t Kar, Sprøjter, Stiger, Brandhager „og alt andet, som til Ildens Læ­ skelse (Slukning) behøves“, blev ført frem i god Tid; Yagtskriveren skulde møde paa Raadhuset, lukke op og udlevere de der opbevarede Læder­ spande og lignende til Byens Tjenere og Svende, der skulde bære dem til Brandstedet. Materiellet, der havde hjemme ved Kirkerne, skulde ogsaa udleveres efter nærmere Ordre fra Officerer eller Brandmestre, ligesom Lavenes Oldermænd skulde begive sig til de respektive Lavs­ huse for eventuelt a t udlevere de der anbrag te Læderspande. Efter Officerernes og Brandmestrenes Skøn blev først Slukningsmidlerne hos Naboerne, paa Raadhuse t og i nærmeste Kirke og Lavshus tage t i Brug; fik Ilden større Omfang, tyede man til Brandredskaberne fra de andre Kirker og Lavshuse. Rodemestrene og Byens Tjenere skulde passe paa, „a t Læderspande, Økser, Haandsprø jter og deslige (ihvem de og tilhører) ej bortstjæles, sønderskæres og fordærves“ . Efter Ildens Slukning skulde de i Forening med Kæmneren „med Flid lade sammensanke“ og sørge for, a t alt blev b rag t tilbage, hvor det hørte hjemme. 14

Hve rt af Stadens Kvarterer skulde have 6 Stiger, saa store, at hver af dem maa tte haandteres af to Karle, og 8 Baadshager, hver beregnet til a t bruges af en Karl. Alle Byens Brønde skulde af de omboende hol­ des i Orden og forsynes med Pumper, og de maa tte for Fremtiden ikke tillukkes. De private Brønde skulde Rode- og Brandmestrene en eller to

B randlygte. — Brandhage. Fra et Hus i Stormgade. Tegninger af Peter Linde 1929. (Københavns Bymuseum ). Gange aarlig efterse, om de var i Orden; var nogen af dem tilkastede, skulde de a tte r graves op og sættes i Stand. Bryggerne skulde straks bringe Kar og Baljer til Brandstedet og lige­ som Bagerne og Slagterne køre Vand til Ilden med deres Heste og Sluf- fer, a lt under Tilsyn af de respektive Lavs Oldermænd. Vognmændene skulde møde med deres Skiffer, Vogne og Heste for a t køre Kar, Stiger, Brandhager, Sprøjter og Læderspande til Brandstedet og bagefter hente Vand i Tønder og Baljer, ligeledes under deres Oldermands Kontrol. I det Hele tage t skulde Oldermændene føre Tilsyn med, a t alle de møde- 15

pligtige Lavsbrødre virkelig ogsaa gav Møde; Dagen efter Branden skulde de overlevere Øvrigheden en Fortegnelse over de udeblevne, der derefter vilde faa en tilbørlig Straf; opfyldte Oldermændene ikke dette Hverv, maa tte de selv „stande til R e tt e “ . Ingen af dem, der kørte Vand til Ilden, maa tte forlade Brandstedet, før Ilden va r slukket, med mindre de havde faaet Lov dertil af Stads- h aup tmanden eller den Befalingshavende. Kongen sendte Byen Hjælp af sit Artilleri og sine søfarende Folk, „som formedelst deres Officerers Anordning og Tilskyndelse er flittige a t læske og dæmpe“ Ilden; hertil kom Brandmestrene, som med deres Under- brandmestre og særlige Medhjælpere, i a lt 108 Personer, var pligtige til straks a t møde ved Ilden „og med Læsken og Redden deres Bedste a t gøre“ . Alle Hus- og Skibstømmermænd, Murere, Smede — saavel Mestre som Svende — søfarende Folk, Fiskere, Dragere, P rammænd , Færge- mænd og andre Arbejdsfolk, „som Indvaanere er og deres Tilhold her udi Staden h a r “ , skulde straks uden al „Fortøgering“ (Tøven) møde ved Ilden, ,,af deres yderste Formue“ hjælpe a t redde og „læske“ og „Stiger, Ildhager, Læderspande og andet, som fornødent er, flittigt tilbære“ . Saa- fremt nogen af dem, „som føre og karske er“ , udeblev, skulde de af dem, der v a r Haandværkere , miste Re tten til a t drive deres Profession, medens de andre heller ikke skulde have Lov til „deres Næring og Haandtering her i Byen mere a t søge eller b ruge“ , med mindre det skete med Øvrig­ hedens Billigelse. Hvis det skete, ,,hvilket Gud naadeligen afvende“ , a t Ilden tog Overhaand, da skulde ,,alle Haandværksfolk, Mestre og Sven­ de, saavel som alle andre Borgere og Indvaanere sig iligen dertil forføje og enhver af sin yderste Formue a t læske og dæmpe tilhjælpe“ . Brøndmestre og Vandkiggere skulde i Tilfælde af Ildebrand ufortøvet være til Stede for — om det gjordes fornødent — a t aabne de nærmeste Vandledninger, ,,under tilbørlig S tra f“ . Hvem, der boede i Nærheden af Brandstedet, skulde straks bringe de Ka r og Baljer frem, som de va r i Besiddelse af, tilstoppe Rendestenene og være med til a t tilbære og pumpe Vand, under Bøde af 2 Rdlr. Dog maa tte under Ildebrand ingen Kvindfolk, Drenge eller andre, der ikke kunde hjælpe til, indfinde sig paa Gaden ved eller i Nærheden af Ilden; de skulde holdes tilbage af 16

Borgervagtposterne og — om fornødent — „med Hug afvises, undtagen nogle bekendte Kvindespersoner og andre, som sig deres Yenners Mobi- lier og Gods a t ville redde angiver; dem og ingen anden skal man lade passere“ . Ligesaa skulde det af Værterne gøres Udlændinge og Frem­ mede begribeligt, a t de ikke maa tte komme paa Gaden, men skulde blive i deres „Logementer“ , saalænge Ildebranden varede, med mindre „de dertil høj ligen foraarsagede er“ . Paa Brandstede t maa tte ingen driste sig til „Ildhager paa noget Hus til Nedrivelse a t kas te“ , førend Øvrigheden, Officererne, Brandmestrene, Tømmermænd og Murermestre, „som derpaa Forstand h a r “, havde over­ vejet, om det var nødvendigt, og befalet, a t det skulde ske for at for­ hindre større Ulykke. For a t de, der var i Aktivitet ved Ildebranden, kunde have en rimelig Belønning i Vente for deres Iver, vilde Magistraten to—tre Dage efter Branden lade forespørge hos Officererne, Brandmestrene og Lavsolder- mændene, hvorledes enhver har opført sig. De ivrigste vilde blive tilbør­ ligt belønnede, og de udeblevne alvorligt straffede. Men „saafremt nogen formedelst sin flittige Arbejden udi Ildsnøden paa sine Lemmer eller Livs Førlighed bliver beskadiget, da skal den ikke alene paa Menighedens Bekostning kureret og lægt vorde, men endog for hans tro Arbejde vel belønnes. Og om han saaledes er fordærvet, at han sit Brød ej fremdeles kan fortjene, da skal han med fri Underholdning sin Livstid vorde for­ sørget, som det sig bør“ 19). Kort efter a t denne Brandordning var blevet udstedt, blev det paa­ lagt Byens Kæmner a t paase, a t Byens „Ildstiger og Hager“ med andet Tilbehør blev holdt i Orden, og sørge for, a t der blev bygget et Skur til dem, for a t de ikke som hidtil skulde blive fordærvet af Regn og Slud; hvis saadanne Skure ikke kunde bygges paa de Steder, hvor Redskaberne hidtil havde haft deres Plads, skulde Kæmneren i Forening med Rode­ mestrene i hve rt Kva rte r se a t finde et passende Sted. Ligeledes havde han Pligt til a t drage Omsorg for, at Byens Læderspande, Sprøjter, Øk­ ser, gamle Segl og Vandkar altid var i Orden, saadan som det var be­ stemt i Brandforordningen. To Gange om Aaret skulde han optage en Fortegnelse over ulovlige Skorstene, Bagerovne, Maltkøller og alle andre