KjøbenhavnsUniversitetsRetshistorie_1479-1879_II

319 nemlig, om den af Konsistorium udnævnte Degn skulde hedde diaconus eller blot substitu tu s eller vicarius diaconus, hvilket sidste Bispen bestem t fastholdt. Por at sæ tte sin Paastand igjennem undlod han derhos ikke at paakalde Kongens Intervention, hvorefter Kancellisekretæren og Livlægen Povl Moth fik Paalæg om a t gjøre deres stø rste F lid til med det allerfor- derligste a f s e Sagen bilagt, „efterdi Hans Majestæ t in tet mere gad hø rt om den T ræ tte og naadigst mente, at det ej var fornødent at disputere saa ivrig om et O rd “. Dette skete i Maj 1660, og videre ses Sagen ikke a t være fremmet den Gang; men den blev gjenoptaget i 1661, da en Kommission nedsattes, bestaaende af Hannibal Sehested, Otto K rag, Ove Schade, Hans Hansen, Henrik E rn st og Peder L assenx). Under dens Mæg­ ling afsluttedes et Forlig, der, som man nok kunde vente, i Hovedsagen gav Bispen Medhold, da det lød paa, a t M els Nielsen vel skulde beholde Kaldet, men a t dette for Frem tiden skulde være perpetueret til den nederste Lektiehører i Kjøbenhavns Skole, og Degnen, der nu var, og hans Efterkommere som en Substitut dependere af rectore scholæ2). I Stedet for Universitetets Ret til a t kalde Degne traad te efter Adg. 29. J u li 1814 § 50 Retten til a t kalde Skolelærere i det tidligere D egnedistrikt. Resol. 21. Ju n i 1815 anerkjender udtrykkelig denne K aldsrets fortsatte Bestaaen, som hverken er bortfalden ved Gri. 5. Juni 1849 § 97 eller i Henseende til sin Udøvelsesmaade berørt ved Lov 8. Marts 1856 § 9. Det sidste er anerkjendt ved en H. og St. R.s Dom i J. U. 1860 S. 648. F ra den moderne Ordnings Synspunkt maa det herefter utvivlsom t anerkj endes, at Universitetets Herlighedsret over dets K irker ikke kan anses som en Konsekvens af dets adelige Privilegier, skjønt Professorerne i ældre T ider nok vilde gjøre den modsatte Mening gjældende. Da der saaledes i 1631 ogsaa af Universitetets K irker forlangtes en Afgift til kristnes Løskjøbelse fra Fangenskabet hos de vantro, gjorde Konsi­ storium gjældende, a t bemeldte K irker ikke kunde være pligtige til a t kontribuere, efterdi de ikke tilforn havde givet, U niversitetet ikke havde faaet specielt Brev og nød plenarium jus som nobiles. A t Bidraget im idlertid dog er blevet ydet, fremgaar af en i Konsistoriums Arkiv opbevaret Kvittering, og i det hele tag et er det næppe lykkedes Univer­ sitetet a t hævde en privilegeret S tilling for sine K irker, undtagen i formel Henseende, for saa vid t som Kongen før 1660, i alt Fald enkelte Gange, har vist Universitetet den Høflighed a t sende det et specielt Brev angaaende Afgifterne d e ra f3). E fter 1660 vides derimod U niversitets-K ir­ kerne ikke i nogen Henseende at have været privilegerede. 2) R e t t e n t i l „ P e n s “ a f P r æ s t e k a l d e n e . Naar i det ældste Universitets T id K irker som Faxe og Sæby funderedes til bestem te Professorater, da var Meningen dermed, a t vedkommende Professorer *) Kgbreve 22. Juni og 5. Juli 1G61. — 2) Forliget med de andre Aktstykker i Sagen findes i Konsistoriums Arkiv Pakken Nr. 3: Dokumenter angaaende Taarnby Kirke. — 3) Rørdam III. S. 748, jfr. A. C. 27. Juli 1631.