HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_II

Fra Christian 4.’s ny ladegård 6 1 1 Nogle af sognefogderne sagde da: Vider, hvad I siger, og taler ikke sådanne ord. Bertel og Laurids vedblev at hævde, at de ikke havde bandet øvrigheden, men Markus. Hans Nielsen, Valby, kom gående på marken ved den bakke, hvor huset står; da var Markus og nogle af fogderne der. Hans spurgte: Hvad gør I mange folk her? Markus svarede: Det er otte mand, som skal gøre grøft gennem marken; du er jo kendt her og kan hjælpe til. Det gik Hans ind på og hørte nu, at der var noget på færde; et par mænd sagde til ham: De lader så ilde der borte ved stagerne, Gud bevare os og gid de ikke kommer for en dag. Hans Bendtsen, Emdrup, havde redet sammen med Anders Sandersen fra Husum; de hørte nogle farlige ord og så optrinet med Bertels knæfald. Hans kunne dog ikke grant sanse alt, hvad de sagde, da han er noget tykhør og glemsom ( !) Peder Pedersen, Husum, havde sammen med en andeil redet efter en kost, som de havde opsat til et tegn at ride grøften af efter; han hørte en af dem, der drev plov, sige: Der rider den, som har skyld; han tykkes, at det var Markus, som sagde således. Anders Sandersen og Hans Bendtsen fortalte ham, at der gik farlige ord, og tilføjede: Gud bevare os, Gud give, de ikke kommer for en dag. Anders Sandersen var „beladt med sygdom og svaghed“, så han ikke mødte på tinge. To mænd fra Brønshøj sogn skulle begive sig til ham og få at vide, hvad han vidste. Senere mødte han selv op og fortalte: Da jeg var sammen med sognefogderne for at afdele marken efter øvrighedens befaling, gik Bertel Lauridsen noget afsides og sagde: Gud give, den få en fandens fred, som dette kom afsted — det sagde han nogle gange. Nu kom Peder Pedersen, Husum, ridende fra marken med ploven, der pløjede af, hvor grøften skulle gå. Markus foged bemærkede da: Der rider den, der haver kommet dette afsted. Så tog Bertel sin hat af, faldt på sine knæ, sammenlagde sine hænder, bad og sagde: Gud give, han rider i helvede, men Gud haver en dag i himmelen. Bertel bad nu, at alle skulle råbe amen med ham, og Anders Sandersen hørte, at Laurids Andersen sagde amen. Anders kaldte