HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

108

ELIN RASK

dan, og kan han paa forskjellige, nærmere betegnede Steder, sammen­ trænge Dialogen, vil jeg, skjøndt ikke uden Betænkelighed, stemme for Stykkets Antagelse, i det Haab, at en forstandig og smagfuld Ud­ førelse kan dække Svaghederne, forhøie Indtrykket af de gode Egenskaber og saaledes hjælpe til at formilde den Kritik, som vistnok ikke vil udeblive, men som Theatret i visse Tilfælde heller ikke skal frygte eller gaae af Veien for«. Kort inden premieren, den 25. september, blev forfatteren spurgt, om han ønskede at forblive anonym i stedet for at figurere på plaka­ ten. Som det fremgår af forestillingens plakat, valgte Bloch det første, måske af forsigtighed, men mere sandsynligt som udtryk for hævdvun­ den skik blandt yngre forfattere. Navnet på den anonyme var jo allige­ vel en offentlig hemmelighed.10 Samtidens vurdering samt et kort handlingsreferat Stykket åbner i et beværtningslokale hos Lars Bunds. Her mødes de unge medlemmer af »fremtidens samfund« i fælles diskussion, mens man venter på profeten Holm, der langt bedre ved at belægge sine ord. Holm holder en opildnende tale om: »dette Samfund, hvori vi leve, det lægger vor Tanke i Bøile, knebler vor Mund og tynger os med Lænker, saa vi neppe kan aande«. Han taler sig varm og fortsætter: »Men jeg siger Dem, den Dag vil komme, da Luften i Dalen bliver for lummer, da Personlighedens Krav staar stærkt og vældigt med sin Svøbe i Haanden og peger fremad. Da veires alle Hensyn hen, da storme de opad Bjerget i myldrende Skarer, Jorden drøner under de Tusinder af Fodtrin, opad! opad!«11 Poul Bech, heltens troubadour, følger gerne tankegangen helt derud, hvor der kræves en personlig indsats. Poul, der er forlovet med justits­ råd Rosens datter Emilie, foreslår hende - inspireret af Holm —at de hæver forlovelsen og i stedet dyrker »den frie kærlighed«. Poul hand­ ler, i modsætning til den beundrede ven, konsekvent og gør op med svigerfar, mens Holm efter mødet med Rosens anden datter Helene får kolde fødder og forsøger at holde vennen tilbage. Til slut optræder samfundsomstyrteren som repræsentant for det bestående i et opgør med sin menighed. Han må rejse bort en tid, men døren til det solide og borgerlige hjem hos justitsrådens står på klem. Som repræsentant