HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

237

A N M E L D E L S E

Erik Sønderholm: Kongsfærd og honderejse. En islandsk bonde i København i8y6. 112 s. rigt illustreret. Kbh. 1974. I 1874 drog kong Kristian 9. ledsaget af prins Valdemar med en eskadre til Island. Anledningen var dobbelt. Allerede i januar havde kongen stadfæstet Islands nye forfatning, hvorved et lovgivende Alting var etableret, men man skulle også fejre 1000-året for Islands første bebyggelse med en række fester, der kulminerede på Thingvalla 5.-7. august. Det var det første kongebesøg, Island overhovedet havde modtaget, og bevægelsen på øen var stor. Blandt de bønder, som sysselmændene havde tilsagt til at deltage i kongemod­ tagelsen, var den 51-årige Eirikur Olafsson, bonde på Brunir i det øde og fjerne Sydøstisland. Han fik overdraget opsynet med udflugternes 150 heste, hvilket gav anledning til, at han kom navnlig prins Valdemar, som red på hans egen livhest, men også kongen på lidt nærmere hold. Dette inspirerede Eirikur til at planlægge og gennemføre et genbesøg i København. Denne rejse i 1876 blev en sensation uden Uge i Ragnavallasyssel, og folk strømmede i årevis til hans gård for af hans egen mund at høre om besøget i det fjerne og eventyrlige København. Til sidst fandt Eirikur det hensigtsmæssigt at sætte oplevelserne på prent. I 1878 udkom i Reykjavik hans »Litil FerSasaga«, som nu er udgivet af Erik Sønderholm på dansk med en introduktion om konge­ rejsen og dens politiske baggrund. Den er udkommet i Politikens historiske bi­ bliotek i det traditionelle gode udstyr og med fortræffelige billeder. I Historiske Meddelelsers årbog 1975 havde man den oplevelse at følge en opvakt fynsk bonde på et besøg i København. Her kan man gøre det med en forstandig, men primitiv islandsk bonde, og det er sandelig en kostelig ny op­ levelse at gæste byen med en mand, der angiver alle mål i »mandshøjder«. En forretningsforbindelse tager sig smukt af ham og viser ham storbyen med gas, vand og sporvogne og den ustandseligt strømmende menneskemængde. M an be­ søger museer og teatre og naturligvis Tivoli. Alt slår ham med forbavselse og beundring, det sidste gælder ikke mindst den nyetablerede offentlige prostitution, hvor man kan få »et spil tomandskort«, som han så smukt udtrykker det. Det lyk­ kes ham sandelig også at træffe sine kongelige bekendte. Han bliver venligt mod­ taget på Bernstorff slot, hvor han kan glæde sig over at gense sin gamle livhest, som prins Valdemar købte af ham ved hjemrejsen. Skildringen slutter med Eirikurs senere liv. Han blev mormon, drog til Utah, kom tilbage til Island og forkyndte læren blandt sine landsmænd, men brød siden ud af menigheden. Et bevæget liv, som det nok er værd at stifte bekendtskab med. Et slutkapitel gør rede for Eirikurs skæbne som inspiration for og relation til Laxness’ roman »Det genfundne Paradis«. Jens Vibcek.