HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

DET KONGELIGE TEATER I EN BRYDNINGSTID 107 Hvorledes så da censor på dette arbejde? Lygtemænd betegnes først og fremmest som en polemisk komedie, et skuespil der satiriserer over den såkaldte frie tanke. Brevet til Linde af i . maj slutter med en be­ tinget ros: »Skjøndt Ændringerne ikke ere saa gjennemgribende, som jeg for min Deel havde ønsket, og skjøndt jeg, med klart Blik for Stykkets Svaghed, ikke kan andet end nære nogen Betænkelighed med Hensyn til en eventuel Opførelse, forekommer det mig dog, at det, som et originalt Arbeide af en yngre dansk Forfatter, hvori en alvorlig Tanke har fundet et i flere Henseender heldigt dramatisk Udtryk, vel kan have K rav paa at tilstedes Adgang til Scenen«. Censor er dog ikke blind for, at Lygtemænd sigter lidt i bred almindelighed: »For at Sa­ tiren kunde faae dramatisk Form og Anvendelse, var det imidlertid nødvendigt at rette den imod enkelte Yttringer af den almindelige Frihedsbevægelse, at drage een eller flere af den frie Tankes Conse- quentser frem og ved Hjælp af disse at skabe en Handling, der med sine Collisioner kunde tjene til satirisk Paradigma«. Selv Blochs flirt med det såre aktuelle tema, arbejderbevægelsen: »synker endelig til­ bage i sig selv, og Stykket ender saaledes med en Retraite paa hele Linien«. Tungen på vægtskålen blev: »Dette S to f udformet i en forstandig anlagt, fremadskridende Handling, der paa adskillige Ste­ der vidner om virkelig dramatisk Blik«. Således lød dommen i skrivelse af 1 5 .1 2 .1 874 til teaterchefen. Men censor nærer flere betænkeligheder stillet overfor første version af Lygtemænd: »Sagen er nemlig den, at vi her have med en Ten- dentskomedie at gjøre, der — i det mindste tilsyneladende polemiserer imod en bestemt aandelig Nutidsbevægelse. Rigtignok viser det sig ved nærmere Overveielse, at Forf. ikke saameget har taget satirisk Sigte paa denne Bevægelse selv, som paa dens umodne Bæ rere . Men denne Distinktion fremtræder for det første ikke tydeligt nok, og for det andet faaer Satiren ikke tilstrækkelig Myndighed. Jeg troer at en­ hver Tilskuer ved det første Bekjendtskab med Stykket vil faae Ind­ tryk af, at Forf. drager til felts imod selve Reformbevægelsen og ikke blot imod dens umodne Herolder. Efter dette Indtryk vil han dømme Stykket og maaske fordømme det«. Og censor slutter sit brev af 15. december: »Her maa, i Tilfælde af Opførelse, nødvendig foretages en Forandring, eller i det mindste indbringes en saadan Motivering, at Sandsynligheden ikke brister. Kan Forfatteren tilveiebringe en saa-