GeorgBrandesEtPortræt

af Had og Hævn, og ulmede tilsidst dybt under Lag af træg Indifferens og skeptisk Indolens — som et orientalsk Bliks kolde Glød under tunge og tungsindige Øjenlaag. Det revolutionære Element hos Georg Brandes var Instinkt, ikke blot affødt af Indstilling, Stilling og ydre Forhold, men medfødt i al sin vilde Oprindelighed. Hos begge var Centret Nerve — Udslaget hos Edvard Brandes Depress sion med Intervaller af Opdrift, hos Georg Brandes Eksaltation med Intervaller af Mismod og Menne* skeforagt. Medens Edvard Brandes med sin nøg* terne, rationelt og logisk anlagte Natur maatte overvinde de Hemninger, der dæmmede op for hans Magtbrynde og Herskesyge, var Georg Brandes uhæmmet af Natur, og hans overeksponerede Ners vekraft trængte som al anden Livskraft til Udløss ning, for gennem Udløsningens Befrielse at opsuge fornyet Kraft til Kampdriften og Livskampen. Han var i Besiddelse af den jødiske Utaalmodighed, der aldrig stækkes og aldrig svækkes. Hans Kraft var Energi i Modsætning til Edvard Brandes’ Inerti: den jødiske Taalmodighed, der har Tid til at vente — det lange Maal, det lange Overlæg, det lange Had. Begge var de paa Grund af nervøs Disposis tion udæskende — Edvard Brandes tirrende, drils lende, stikkende som bag et Gitter — Georg Brans des hidsende, æggende, inciterende, helst ene og forrest i Skudlinjen med »Helten«s Uforfærdethed 9 i