GeorgBrandesEtPortræt

Dog — Livet er kort, men Tiden er lang. Den, der regner med Livet, kommer tilkort i det lange Løb — Skæbnen indhenter ham før eller siden: Fa* cit foreligger engang i Eftermælet. I det private som i det offentlige Liv gælder det ikke blot om at vejre Vindretning, kende Søkort og styre Kurs mellem Skærene. A lt dette er haandgribelige Ting, der kan læres ved Kløgt, Omtanke og Arbejdsflid. Men der er i Livet en levende Understrøm, dén offentlige Mening, der stiger op som Eftermælet, efterat alle andre offentlige Meninger i Politik og Presse er gaaet ad undas. Som der er Forsyndelser mod Naturen, der hævner sig i det lange Løb, saa* ledes er der Forsyndelser mod Idéen, Samvittigs hedens Bud af Moral og Etos. Det er denne Folke* dommens dybe Understrøm, der bærer sin Mand oppe eller lader ham synke i Eftermælet: Gengæb delsens Lov i ondt og godt. Som Goldschmidt si* ger: »Herfra, hvor Lidelse og Fred mødes, sker Overgangen til Nemesis.« Og den Dom, der vil møde Edvard Brandes’ Liv og Værk i Nemesis, hvor Magten er død og kun Retten lever, vil en* gang paa Grundlag af de her anførte Præmisser munde ud i denne Nietzsche’ske Konklusion: »Wo wir Begabung ohne jene Sehnsucht (als Heiliger und als Genius w iederg ebo ren zu wer# den) finden, im Kreise der Gelehrten oder auch bei den sogenannten Gebildeten, macht sie uns 89