GeorgBrandesEtPortræt

ligesaa høj Grad som Latterliggørelsen skræmmede ham. Og da Magten, efter en Tids Eksil, atter blev ham tilbudt — meget indskrænket i Realiteten, men med uindskrænkede Muligheder — greb han med begge Hænder dét Landstingsmandat, som han, kun et Par Aar tilbage, vilde have karakteris seret som et Invaliditetens og Senilitetens Dannes brogstegn paa lang og tro Tjeneste i Regimentet. Og han saå rigtigt — Realist som han var med Hud og Haar. Fanatisk livslysten, til Trods for els 1er maaske netop paa Grund af Hemningen, men uden Fantasi eller Fantasteri, lagde han fra nu af al sin Kraft ind paa at vinde, hvad der endnu kuns de udvindes af Livet — après nous le déluge! Og dét, han vandt, var just hvad han i sit tidligere Liv havde ladet haant om, men som han nu, klog af Skade, fandt uundværlig for den, der mangler Selvs tillidens og Selvsikkerhedens Nerve af Blod og Mod. Ikke Vennerne, som havde svigtet ham, da de ikke længere kunde bruge ham. Ikke Partiet, som havde ladet ham falde, just da han troede sig uundværlig — og saa pludselig saå sig vraget som overflødig. Nej, Folket vandt han, populus, »Hr. Folk«, som han i tidligere Tiders Overmod havde kaldt det! Først Landstingets Folk af alle Stænder: Adel, Gejstlighed, Borger, Bonde. Saa det menige Folk af Vælgere, Avislæsere og Stemmeretskvinder. Og da han efter kort Tids 87