GeorgBrandesEtPortræt

ning af sin Hævn, sit Had og sin Menneskeforagt en Skikkelse, der stod ham nær i Aand og Natur. Som Georg Brandes i sin Landflygtighed valgte sig de tvende jødiske Skikkelser, der dækkede hans egen: Lassalle og Disraéli — overensstemmende med sin Natur, med Front mod Fjenden, i Offen# siven, agressiv, agitatorisk og dramatisk — saaledes valgte Edvard Brandes sig som »Dæksmand« en mystisk og mytisk Sagnskikkelse af den jødiske Literatur, Profeten Jessaja, en Klager og en Ankla# ger, i Defensiven, forfulgt, forurettet, med Spor af Martyrium og Stænk af Kværulans. Medens Bro# deren, aaben og dristig, valgte Skikkelser, hvor Sammenligning laa lige for Næsen, og valgte dem bevidst for Sammenstillingens Skyld, uden Hensyn til om Sammenstillingen vilde friste Latteren og Latterliggørelsen — valgte Edvard Brandes, for# sigtig og fordækt, men sikkert med ligesaa vel# beraad Hu, en fjern mytisk Figur, i hvis taagede Tungetale han kunde udløse sin isolerede Despera# tion uden at kunne befrygte Skadefryden og Lat# terliggørelsens hujende Kaskader. Dog — efter at denne Udløsning er sket og in# tet Ekko har bragt Bud om Resonans eller Reagens — har han sikkert endnu dybere følt Tomheden og Tausheden om sig selv og sit Navn. Isolationen var vel hans Natur, men kun som Skærmbræt for hans Nerver — Tomheden og Tausheden pinte ham i

8 6