GeorgBrandesEtPortræt

udseende — en »Pande«, som Erik Henrichsen kal* der ham i Mændene fra Forfatningskampen — vid* ste ikke, at Forargelsens og Latterliggørelsens Vaa* ben er et tveægget Sværd, der kan vende sig mod En selv. Det Vaaben, man selv med Forkærlighed bruger, er hyppigt dét, man hemmelig frygter. Dog saa klog viste han sig — ogsaa af Skade — at han, da Magten og Æren og Riget ikke længer var hans, trak sig ind i sin Hule, vel vidende, at Martyriets Krone kan klæde Helten, der falder paa Skansen, men ikke altid den Hersker, der maa afgive sin Kaarde og drage i ufrivillig Landflygtighed. Da han i sin Tid udtraadte af Folketinget og fratraadte Politikens Redaktion, skjulte han sig i Ensomheden og indhyllede sig i Tausheden — den Taushed, hvormed han saa ofte i sin Enevælde havde søgt at tie sine Modstandere ihjel. Han var ikke den Mand, der i sin Ensomhed og Forladthed kunde kæmpe med aabent Visir for en blot og bar Idé — thi han havde ingen. Han var heller ikke den Mand, der i Ensomheden kunde kæmpe for en Rea* litet — thi han var ikke af dem, der er stærkest, naar de staar ene. Den eneste Realitet, han aner* kendte, var Magten og dens Følgesvend Frygten — og Magten og Frygten var ikke længer samlet i hans Haand. Han indkapslede sig da i sin jødiske Sjæl af Isolation og indbidt Desperation og fandt — sikkert ikke tilfældig — til kunstnerisk Udløs* 85