GeorgBrandesEtPortræt

dede i hans Væsens skjulte Kvaliteter af Solidaritet og Diplomati, af Disciplin og Opportunisme, af Veghed og Grumhed. Der findes Kunstnere i indre Forvandlingskunst, som gennem det Væld af Mod? sigelser og Modsætninger, der bølger i deres Indre, virker forskelligt i hvert Værk eller hver Rolle: de er én i alle og alle i én. Der findes Kunstnere i ydre Forvandlingskunst, som illuderer gennem Ma? sken, der dækker deres eget Ansigt: de er alle — og aldrig én. Rudimenter af begge disse kunstne? riske Drifter eller Instinkter laa — som de »ufuld? baarne Digte«, hvorom Jatgeir taler — skjult i Ed? vard Brandes’ Natur. Saa frastødende hans Mimik og Teknik kunde virke paa dén, han vilde til Livs — saa indtagende kunde de virke paa den, han vilde vinde. Og han vilde vinde. Hvor meget han end for? argede, maatte og vilde forarge, fordi Forargelsen var den Drift, der banede ham Vej til Tribunen og Tribunens Sejre, snart i Heltens, snart i Martyrens Rolle — saa tørstede dog hans tilbageholdne og paaholdne Sind efter Kærlighed, omend ikke saa meget efter at give som efter at modtage. Men da Magten var hans »Idé«, og hans Vaaben Forargel? sens og Latterliggørelsens, faldt Vaabnene ud af hans Haand, da Magten slap ham af Hænde — og han stod tomhændet, forladt af »Vennerne« og forhadt af Fjenderne. Han, der var saa klog og for? 84