GeorgBrandesEtPortræt

diminutive Roller, han spillede. Enhver Fors legen véd, at der intet pinagtigere gives end at skulle komme ind i en Selskabssal og hilse paa de Tilstedeværende, hvis Øjne et Sekund alle hvile paa En, og som skænke En Opmærksom* hed uden at vise En Interesse. At være noget ved sin blotte Optræden — det er det Forfærde* lige. Hvad tror man, at Wiehe maatte føle, naar han bragte et Brev som Tjener eller havde en halv Replik som »Første Kavaler«? Frygten for at være kejtet gjorde ham endnu mere ufri. Han maatte have en Rolle, der gjaldt noget, hvor han kunde faa Tid til at bringe sig i Ro, for at vise, hvad han duede til.« Denne Forlegenhedens eller Forsagthedens Psy* kologi uddyber Edvard Brandes yderligere i det an* det Arbejde, hvori han har aabnet sit tilknappede Sind i Erindringen om Ungdomsvenskabets svær* meriske Hengivelse: Forordet til I. P. Jacobsens Breve. Det hedder her: »Den, der lever i Drømme, den, der fra et tarve* ligt Provinshjem kommer til en Hovedstad, hvor Kaféen er hans naturlige Tilflugtssted, bliver let undselig og kejtet. Opdragelse og gode Vilkaar har ikke givet ham den Sikkerhed, som Selskabelighed selv i smaa Former forlan* ger. At komme ind i en Stue hos Fremmede, at omgaas unge, muntre og forvænte Damer, at føre sig uden Tanke paa sin egen Person, dens Fortrin eller Ufuldkommenheder — det synes 76