GeorgBrandesEtPortræt

I sit bevægede og begejstrede Ungdomsessay om Michael Wiehe, et Arbejde, der i sin fulde kunstneriske Hengivelse tegner et Dobbeltbillede af den Skildrede og den Skildrendes Psyke, skriver Edvard Brandes: »Hvorfra skriver sig Forlegenhed? Hyppigst er den vel en Form af Forfængelighed. Den For* legne er ikke fornøjet med det Indtryk, han gør eller tror at gøre paa sine Omgivelser; han bestræber sig for at tage sig bedre ud, men han er ikke sikker paa, at det lykkes, og saa føler han den Lammelse i Væsen og Holdning, der viser sig som Kejtethed. Den af Forfængelig* hed Forlegne paatager sig i Almindelighed en uforskammet og ironisk Mine, som er saare let at gennemskue. Men Forlegenhed kan ogsaa have sin Grund i tidlig Underkuelse, i Beskedenhed og Underken* den af sit Værd. Møder en saadan Undselig liden Medgang i Verden, tror han at læse ringe Forstaaelse og Sympati ud af sine Nærmestes Øjne — og noget saadant fandt Sted med Wiehe — mener han, at Lærere og Kammerater snarere spotte ham end agte ham — og Wiehes første Teateraar var jo rige paa alskens Ydmygelser — saa stiger Undseligheden og gaar ligesom over i Blodet. Michael Wiehe gik omkring som en ulykkelig ung Fyr, der ikke forstod sig paa og aldrig lærte at leve lystig med de andre Skuespillere paa Knejperne, hvor god en Kam* merat han ellers var, og som fortvivlede ved de 75