GeorgBrandesEtPortræt

langt vanskeligere, farligere og attraaværdigere end at indtage en By eller skrive et udødeligt Digterværk.« Og efter en Digression til andre Egne vender han tilbage til det springende Punkt, hvorom hans Tanke stadig kreser: »L id t fo rsag t — nej, meget, meget. Han sad tavs selv i Vennelag — kun paa to Mands Haand strøges Forlegenheden af ham. Var der flere til Stede, kunde han sidde en hel Aften og trods alt muligt Drilleri ikke oplade sin Mund. Og udenfor Kresen af hans daværende Kammerater vovede han sig i Begyndelsen slet ikke. — Han følte sig saa dødelig forlegen: da en Ven af ham en Dag skulde træffe en fælles Bekendt og i den Anledning havde søgt denne hos hans gifte Søster og saa spist Frokost med Familien, beundrede Jacobsen uhyre den Uforsagthed, som Vennen derved havde lagt for Dagen. »Gik du virkelig derop og lige ind i Stuen og spiste med de Fremmede, som du næsten ikke kendte?« Vennen, der hellerikke var nogen Tordenskjold i en Selskabssal, blev helt stolt over denne Beundring.« I disse skjulte Selvbekendelsers Blanding af tras gisk Samfølelse, tragikomisk Ironi og komisk Selv* ironi ligger i Kim, under Dække, det Væsen af tils bagetrængt eller hæmmet Natur, der var Edvard Brandes’. Mindelser om det jødiske Ghettoliv lever endnu i det jødiske Sind, et Slags Sjælens 77