GeorgBrandesEtPortræt

dende. Intet af, hvad der var svagt i mig, tris vedes i min Moders Nærhed.« Et uvildigt og udenforstaaende Vidne, Edmund Gosse, giver fra sit Besøg i Familien Brandes’ Som? merhjem — efter flygtigt at have skitseret Fade? rens beskedne, ængstelig?forsigtige Fremtoning — følgende Skildring af Moderens Personlighed: »Jeg havde ikke talt tre Ord med Husets Frue, før jeg saa den hebraiske Sjæls Glød inde i Mør? ket under de tunge hvide Øjenlaag. Fru Brandes var en uforsonlig Modstander af alle konserva? tive Institutioner, bittert stemt overfor Konge? huset, skarpt antiklerikal, politisk en rød Repu? blikaner og udtalte sig med aaben Ringeagt og Mistro om hele Danmarks offentlige Verden. Hun sagde ikke meget, udtalte ikke tit sin Me? ning, men tronede mellem os i bibelsk Majestæt som en Jael eller Deborah.« Langt op i Manddommen, omkring de 50 Aar, omtaler Georg Brandes sine Forældre og karak? teriserer dem da igennem disse ærbødige, blufær? digt?ømme Ord: »Jeg skylder dem, i min Opvækst at have haft et virkeligt Hjem, hvad poetisk kaldes en Arne. Arnen er jo ikke Stene, men Hjerter. Og jeg følte det, midt i adskillig Modgang og under smerteligt Tab, som en Lykke at have faaet Lov til at beholde mine Forældre. Alt paa Jorden er jo saa usikkert, og har man noget Godt, lever 70