GeorgBrandesEtPortræt

kunde røre sig i dem« — høje nok til at man kunde »løftes op over de snævre Forhold, hvori man af Skæbnen var stillet, og se frit omkring sig, tilbage til Fortiden og frem til de kommende Dage.« Thi dette var for ham nu Sagen: Daglig i sit Sjæleliv at bestige et Taarn, hvorfra man kunde overskue Synskresen: »Jo friere man var stillet, des skarpere saa man, hvad der dybt nede i Snevringerne laa for Da# gen. Jo højere man hævede sig, des klarere saa man ud over den vide Verden. Jo mere Horizont man havde, og jo mindre stavnsbunden man var, des mere levede man ikke blot for sine nærme# ste eller for sine Landsmænd, men for alle dem, som havde En behov, ligegyldigt hvor deres Vug# ge stod — blot det Lidet, man vidste og evnede, den Smule Paavirkning og Indvirkning man var Herre over, den Indflydelse, man efterhaanden kunde øve, blev sat ind paa rette Sted. Mangt et forurettet Menneske kunde man da hjælpe — ja hele Folkeslag, der appelerede til Retssans og Frisind, kunde en enkelt Privatmand uden nogen officiel Myndighed skaffe Oprejsning eller idet# mindste bringe Trøst.« Kresløbet er sluttet. Den mødige Vandrings* mand er fra sin lange Rejse omkring Livet vendt tilbage til sit Udspring i Aand og Natur: Hellas og Judæa. Som Lyset flammer op, før det slukkes, samler hans Natur, der tilhørte Judæa, og hans 349