GeorgBrandesEtPortræt

— nogen Skærm for hans Hoved var den ihvert# fald ikke, bulet og forhakket som den var; man kunde næppe se, hvor Hjelmbusken en Gang havde siddet. Han vejede sin Lanse i sin Haand. Var den et Vaaben? Var det endda en Lanse! Men den var jo en Gang blevet splintret og derefter nag# let sammen med Søm, surret sammen med en Tovstump, kort sagt sat saa ynkeligt sammen, at den i Virkeligheden var en Parodi paa et Vaa# ben. Ulykken var sket alt for mange Aar siden i Bøoternes Land. Ikke, som hans Spottere havde fortalt, i Kamp med Vejrmøller, som han skulde have taget for vandrende Riddere. Nej, saa gal var han aldrig. Ikke mod Vejrmøller var Lansen bristet, men mod Granit — Dumhedens faste Borg.« Da ser han i et Lynglimt af sin Aand, at Rod, Hjem og Fred ikke er at finde i den ydre Verden, i dens Kamp for Sandhed og Ret, for Ry og Magt. Kun i Selvudvikling gennem Fordybelse i hin Kongerække af Aandens Heroer, de store hjem# løse, rodløse og fredløse. De »fødte« Fyrster af Guds Naade i det Aandens terra incognita, der indeslutter Evigheden: Shakespeare, Goethe, Vol# taire, Cæsar, Michelangelo, disse Enere, der hver for sig, i den dybeste Natur omsat i den højeste Aand, omfatter en Verden. Dybe nok »til at man 348