GeorgBrandesEtPortræt

Aand, der tilhørte Hellas, sig i en sidste flakkende Flamme. Det sidste Lys af sin Aand og de sidste Draaber af sit Blod ofrer han de lethenlevende Gu* der af Hellas og de tungt dømmende Guder af Judæa — til Eros og Etos, til Sangvinitas og Mes lancholia, de to dæmoniske Magter, der Livet igen* nem havde kæmpet om Magten i hans stridende og stridbare Sind. Ude over Søerne har Mørket sænket sig — over Byen, dens Parker og Taarne, dens Minder om Sejre og Nederlag, om Lyst og Nød. Og træt til Døden lukker den mødige Vandringsmand sine Øjne for Livet, medens et sidste Suk, som en Svane* sang over hans Liv og Værk, toner ud i den barm* hjertige Nat: Tro da ej, at jeg skræmmes, fordi vel jeg véd, hvad jeg virked vil glemmes, hvad jeg led, hvad jeg hed. Liv i Fremtidens ypperste Liv er en Art af Udødelighed. — »Uroen« i Værket er standset. Det urolige Hjerte i Danmark har faaet Fred. Rejsen er endt.

35 °