GeorgBrandesEtPortræt

Forynget og forfrisket, fyldt af Forhaabning og Forjættelse iler han mod Hjemlandet, der aabner sin Favn for den fortabte Søn og ulykkelige Elsker. Fedekalven staar beredt, Lokketonerne stiger, Fak# lerne flammer til hans Ære. Men da Festmaaltidet er endt, Sangen forstummet og Faklerne brændt ud, forvandles Viraken, der ombølgede hans Hoved og omtaagede hans Syn, til en kvælende Os, der river og slider i Næse og Øjne og stemmer for hans Aandedræt. Gamle Tilhængere afslører sig som Frafaldne, Venner som Fjender. Udvé brydes mod den Hjemvé, der drev ham tilbage. Den sangvin* ske Ridder af La Mancha mødes med den melan# kolske Prins af Danmark: Denmark is a prison . . . Og forpint af Vennernes Frafald, af Livets op# højede Ligegyldighed og af Sindets bitre og bedske Vædsker sætter han dette Vers som Motto paa sin Fane: Der Kongen han red af Gurreborg hannem fulgte vel hundrede Svende; men før han red over Riberbro, da var han Mand alene. — Alene . . . Den vandrende Ridder har sat sig træt paa Grøftekanten og ser sig tilbage over sit hjemløse, rodløse og fredløse Liv: ». . . Han tog sin Hjelm af Hovedet og betrag* tede den. Var den end ikke noget Barberbækken 347