GeorgBrandesEtPortræt

sit Navn. Karakteristisk er denne Linje i et Brev — ogsaa fordi han var vel vidende om mit aske* tiske Forhold til Pressen: »Lad det ikke, før det er nødvendigt, blive sat i Avisen, at jeg er syg.« — Han genfortalte uden Kontrol eller Reservation, hvad der var blevet ham fortalt og rodede sig der* ved ofte ind i de Sladderhistorier, der gik fra Mand til Mand eller — maaske hyppigere — fra Kvinde til Mand. Følgende Træk er i al sin Knaphed talende: Jeg saå ham en Morgen staa paa Hjørnet af Nyhavn og Kongens Nytorv sammen med Otto Benzon, der holdt ham fast i Frakkeopslaget, mens han fortvivlet vred sig, for at slippe fri. Idet jeg passerede, hørte jeg Georg Brandes raabe: »D et har jeg aldrig sagt!« — Aviserne læste han fra Be* gyndelsen til Enden, og han kunde i Flugten op* dage sit eget eller en andens Navn som en Falk sit Bytte. En Sommerdag, mens jeg boede paa Lan= det, modtog jeg et Brev, der begyndte saaledes: »Kjære Herre! Der stod i en Avis, at De havde været i Byen i Anledning af en Begravelse. Jeg vilde ønske De da havde set op til mig.« En anden Dag indeholdt et Brev følgende »Dementi«: »Jeg haaber ikke, De tror det er mig, som satte i »Poli* tiken«, at jeg har arbejdet 18 Timer om Dagen. 15— 16 var det. Men Journalister maa nødvendig* vis lyve og prale, endog paa andres V e g n e .« -------- Ind imellem Smaatterierne fortalte han saa 189