GeorgBrandesEtPortræt

Som han skriver med flyvende Pen i et af de en* somme Øjeblikke, hvor han længes efter Besøg: »V i har vel alle oplevet et eller andet, mest ube* hageligt, siden vi saås. Men: Et hæc meminisse juvabit.« — Naar han da havde hørt rolig til i et Par Minutter med Taushedens Fortvivlelse malet i de forpinte Træk, sprang han pludselig ind, overtog Førerskabet — og i en rivende Strøm blandedes stort og smaat, ondt og godt, uden tilsyneladende Sammenhæng, men funklende af Liv, gnistrende af levende Spil. Ofte maatte jeg tænke paa hans gamle Afhandling om Hotspur i Henrik d. 4de, hvor det bl. a. hedder: »I en virkelig Charaktér staar A lt i Sammenhæng — Legemets Bevægelser og Talens Accent. Man hører i Hotspurs Monolog, hvorledes Ordene snuble over hverandre, hvor* ledes han, uden at give sig Tid til at tale Ordene fuldt ud, stammer af lutter Utaalmodighed og ikke siger nogen Stavelse, som jo det choleriske Tempe# rament har stemplet.« Saaledes ogsaa Georg Bram des. Saå man og hørte man ham i alle de Detaljer, som blot Øjne og Øren sanser, uden aandelig Bagi grund og sjæleligt Perspektiv, kunde vel dén, der paa Forhaand var antipatisk indstillet, kun se en snakkesalig Causeur i bengalsk Belysning af sin egen Døgnberømmelse, med mørke Slagskygger af krænket Forfængelighed og hæmmet Usurpati. Men forstod man og fornam man hans Tale paa 187