GeorgBrandesEtPortræt

Hvem kunde forarges, naar man ved saadanne Lejligheder saå ham sidde som en Nilgud mellem unge, smilende Kvinder — og pludselig hørte ham sige med tragikomisk Fortvivlelse: . »Mennesker tror, at jeg hele mit Liv har været omsværmet af Kvinder. Og saa er Sandheden den vemodige, at jeg aldrig har været inderlig elsket af andre end dem med Hundesnude.« Hvem kunde forarges, naar man saå ham sidde i et Sofahjørne og lytte med sit herlige Udtryk af bekymret Velvære til en ung Poet, der midt ude paa Gulvet indledede en Tale for ham med disse Ord: »HamletdFaust! FaustsHamlet!« — Hvem maatte ikke overgive sig, naar han sent paa Natten stilfærdig tog A fsked med disse Ord: »Nu kan I rigtig snakke, naar jeg er gaaet. Naar jeg er her, snakker jeg selv hele Tiden. Jeg har endnu nogle Sider tilbage af det Ark, jeg daglig skriver. De maa gøres endnu i Nat og lægges i Postkassen, saa Trykkeriet kan have dem imorgen!« Dagen efter en saadan A ften kunde man mod; tage følgende Brev fra ham: »Jeg synes, der var en hyggelig Stemning igaar. Kun at jeg selv, efter min latterlige Vane, talte altfor meget Engang ba-d Jaurès mig til Middag med de to nuværende Ministre Briand og Vi# viani, kun vi fire. Jeg glædede mig til at lære dem nøjere at kende. Saa snakkede jeg selv hele 173