GeorgBrandesEtPortræt

ligiulykkeligt Udtryk til de kendte Sentenser. Da rejste han sig pludselig midt i den muntre Skare, selv den muntreste af os alle. Og i en Tale, der sprudlede af Kaadhed, duggedes af Vemod, spib lede af Lune, Ironi, Selvironi og Sarkasme oprub lede han i levende Billeder sit Liv for os, idet han tilslut rettede sit Blik mod en indbildt Stjernehims mel, hvor to omvendte lange Støvler hang som et Symbol paa hans 77 Aar og paa hans langskaftede Udødelighed. Og da Værtinden efter hans Tale med nogle Strofer bekransede ham med Laurbær, og han stod der i det gyldne Lys, en Dionys, en Faun og en Satyr i et samlet Billede, tiljublet af unge Venner, omsværmet af unge Veninder — da spillede den evigunge Eros i hans Ø jne og om hans Mund, og Laurbærkransen om hans hvide Hoved og Rummets Stemning af Fest og Sorgløshed far* vede hans Takkeord med Sindets varme Tone af Taknemmelighed og Øjeblikkets Pust af Ungdom og Glemsel . . . Nogle Dage efter skriver han i et Brev: ». . . Jeg beklager, ikke at være skaldet, saa kunde jeg indbilde mig at ligne Cæsar (som Gjellerup ligner Schiller) og kunde bære den Krans, jeg fik forleden. Nu har min Pige hængt den paa min Sovekammervæg.«

172