GeorgBrandesEtPortræt

triske Glanslys, med et ætsende Smil over de spil* lende Træk, og de udspilede Fingre med Haand? fladerne vendt mod Loftet. I den fuldstændige Stik hed efter hans hektiske Udbrud sagde jeg da disse Ord, som han sent glemte mig: »V ilde noget Men? neske, der saå G. B. i dette psykologiske Øjeblik, tvivle om, at Røsten var Jakobs og Hænderne Esaus?« — Men slige forstemmende Episoder var ubetyde? lige Undtagelsestilfælde i Forhold til den festlige Glans, hans Nærværelse kastede over hvert Sel? skab, hvor han var til Stede. Usnobbet, fordrings? løs, videbegærlig, nysgerrig, ja nyfigen som han var, stimuleredes han af hvert nyt Ansigt, navnlig Ungdommens, og af Ungdommen særlig af de unge Kvinder. Da jeg i længst forsvunden Tid boede i samme Hus som han, og han havde faaet at vide, at jeg Fredag A ften holdt »aabent Hus« for Venner og Bekendte, kom han ofte op og bian? dede sig levende og livlig interesseret mellem de unge endnu ukendte Malere, Skuespillere og Skri? benter. Paa et langt senere Tidspunkt var han en A ften hos mig sammen med nogle Venner. Den unge Pige, vi havde i Huset, var paa Forhaand me? get spændt paa hans Besøg og gjorde sig efter Bor? det nu og da en Afstikker ind i Stuen for at op? snappe et Glimt af ham. Da hun efter at have ordnet lidt Frugt vilde gaa ud, sagde han, da han 170