GeorgBrandesEtPortræt

og opløste sig i forstaaende Munterhed og Synds* forladelse. Han kunde ogsaa, naar Bifaldet og Mun* terheden henrev ham og ansporede Spillet i hans Natur, pludselig for en Vittigheds Skyld give den, der som Ven troede sig sacrosankt, til Pris for Latteren: V i var en A ften sammen i et større Selskab. Han havde — som saa ofte før, naar vi var sam* men — kreset om det jødiske Spørgsmaal, som han vidste var mig, om ikke helligt, saa ukrænkeligt. Da han i nogen Tid forgæves havde søgt at lokke mig frem af min neutrale Taushed, rettede han pludselig sine Pile direkte mod mig og opfordrede mig til at træde ind paa Arenaen for at forsvare mit udvalgte Folk. Jeg blev siddende taus, med et Smil, der sikkert var baade irriteret og irriterende. Med ét springer han ud midt paa Gulvet og med lynsnare Fagter og hidsige Gebærder paataler han mit »Jø* deri«, foreholder mig min Stilling, der vil føre Jø* derne tilbage til Ghetto istedetfor fremad til Assi* milation, Udslettelse af Race og fremmed Væsen i Type og Træk. Og derude, midt paa Gulvet, an* sporet af Munterheden og Tilslutningen, udbryder han da med sin Stemmes alt overdøvende Knald* og Slagkraft: »Er der noget Menneske, der i Lighed med min herværende Stammefrænde vilde antage mig for Jøde, hvis han ikke tilfældig vidste, at jeg var det?« — Han stod dér i det blændende elek* 169