GeorgBrandesEtPortræt

han svarte? Nej, svarte han, det er ikke mig, der er Sivert.« — »Nu, se nu!« — »Jeg er det lille Barn, der ligger i Vuggen.« — »Saa, kære G. B., nu er det Hele forbi.« — »Ja, lad os saa komme hjem.« — Et Brev, som jeg modtog fra ham over 2 Aar efter, at det omtalte Besøg havde fundet Sted, be= lyser interessant baade det enkelte Tilfælde og hans Naturfølelse i al Almindelighed: ». . . Det er gaaet mig underligt i disse Dage. Som De ved, nævnes Johannes Buchholtz’ Navn i denne Tid oftere. Jeg har engang haft Besøg af Manden, og bestandig, naar jeg ser Navnet, ser jeg mig med ham vandrende i et Landskab op ad en lille Høj; jeg ser Jordklumper trille for min Fod, jeg ser skarpt et helt Landskab omkring mig. Men nu ved jeg sikkert, at Manden besøgte mig her i mit Værelse, og selvom jeg — hvad jeg næppe troer — er gaaet ud med ham og hen paa Langelinje, er dét Landskab, jeg ser ham i, slet ikke et saadant regelret. Paa en mig uforklarlig Maade blandes Deres Person ind i Billedet, saa jeg maa tro, jeg har gaaet paa Landet med Dem og formodentlig talt om ham, hvorpaa Erindringsbillederne har forskudt sig.«

165