GeorgBrandesEtPortræt

ham.« — »Samme Buchholtz søgte mig forgangen Dag, han var i blaa Alpakadragt med Bindeslips og ganske skaldet. Besynderligt!« Brandes havde — som ofte i fri Luft — taget Hatten af og gravede Haanden gennem sin egen tætte Manke, saa Haa* ret stod rejst, tykt og blankt i Solskæret. »Kender De hans Bog Egholms Gud?« fortsatte han levende optaget. — »Ja, jeg har læst den. .men se engang So* lens røde Ø je gnistre derovre gennem Skoven.« — »Egholm maa jo være Buchholtz’ Fader, jeg spurgte Manden derom, men han svarte undvigende, dog forstod jeg, at Moderen i Bogen var en Skikkelse, der stod ham personlig nær. Husker De Gangen i Fortællingen og Enkelthederne?« — »Nogenlunde, men nu er Solen snart nede, Skyerne deroppe be* gynder saa sm a a t « — »Der findes det mærke* lige Forhold, som De vil erindre, imellem Svenden Olsen og Sivert, et ganske unaturligt og — fore* kommer det mig — højst dristigt. De erindrer —? Jeg nævnede det for Buchholtz og spurgte ham, om han af Erfaring vidste, at sligt unaturligt For* hold kunde finde eller muligen havde fundet Sted.« — »Nu er Solen snart n e d e « — »Han svarte bekræftende, men da jeg videre spurgte ham ud « — »Se nu Lyset over Bakkerne!« — »Javel — men da jeg altsaa spurgte ham ud, om han maa* ske selv var den lille Sivert . . . . « — »Nu er det allerskønnest, se engang!« — »V ed De saa, hvad