GeorgBrandesEtPortræt

I Selskabslivet var Georg Brandes — som rime* ligt — det naturlige Midtpunkt. For at begynde med Begyndelsen: hans Præcision var eventyrlig. Den stod i Forbindelse med hans udpræget jødiske Sans for Disciplin og Orden — i Arbejde, i Penge* sager — og deraf flydende Respekt for Aftaler, Løfter og for Lov og Ret. Kom han lidt for tidlig, kunde man se ham vandre nede paa Gaden for at afvente det fastsatte Klokkeslet. Han elskede de mindre Sammenkomster, hvor kun nogle faa, prø* vede Venner var tilstede. Rygterne om hans For* dringsfuldhed og Arrogance er ondsindet eller ufori staaende Snak. Naturligvis vidste han, at han var Centrum og følte, at hans Nærværelse var en Ære og en Glæde baade for Vært og Gæster. Da Sel* skabslivet for ham var Pauser under Arbejdet, trængte han, som han ofte sagde, til at hvile ud i Samtale. Han kastede sig da med hele sit nervøse Sind hurtig ind i et eller andet Emne, og før de Tilstedeværende — han selv iberegnet — vidste deraf, havde den forventningsfulde og festlige Stemning grebet ham som en Beruselse. Og hen* revet af sit eget Væsens Erobringsdrift og af sine egne Ords Magt over Sindene, befandt han sig snart paa Tribunen — hvor lille end Publikum var og hvor ligegyldig Sukcessen. Det var for ham som for den sceniske Kunstner Aflastningen eller Ud* løsningen, der var Maalet — »Spillet« var kun Mid* 1 66