GeorgBrandesEtPortræt

Derfor blev hans Liv og hans Værk splittet, i overvejende Grad udadvendt — Personlighedens blændende Træk i mangefarvet facetterende Be* lysning, ikke Menneskelighedens monumentale Præg af afrundet Natur. Da hans Følelse ikke bum dede i noget fast Centrum, hverken nationalt, mo* ralsk eller religiøst, blev for ham Fornuften, Tant ken, alt. Og denne svigtende Samhørighedsfølelse blev hans Skæbne. Deraf den Nemesis, der ramte ham og som han med al sin Aand og Intelligens ikke forstod. Den Sjælens Monumentalitet, som er Modningen af Personlighed i Menneskelighed, splittedes med hans splittede Natur. Hans Liv og hans Værk blev med Tiden mindre og mindre af* rundet, mere og mere en broget Mosaik af splittede Kapitler. Han var og blev en Nuets Mand, der ikke havde Tid til at vente, men jagede fra Sted til Sted, fra Værk til Værk, jo nærmere han følte Døden i Hælene paa sig. Det Mod, som var Kraft* uddraget af hans Væsen, manglede sin inderste Kærne: Taalmodet, der har Tid til at afvente den endelige Sejr, Sejren over sig selv i Fordybelse og Forsagelse. Dette fornam han — omend ubevidst som nervøst Irritament bag sin Tanke: at han ikke havde noget Sjælens Lønkammer, hvor han var ene, i Fred med sig selv og i Fred med andre.

127