GeorgBrandesEtPortræt

Georg Brandes var som Menneske større i Kraft af sin Personlighed end i Kraft af sin Menne* skelighed. Personlighedens Udfoldelse i Aandss livet, dens individualistiske Udløsning i Rækkes vidde og Rækkeevne var for ham som for Ibsen, Nietzsche og Strindberg Maalet. Menneskeligs hedens Fordybelse i Sjælelivet, »Medmenneskelig* hedernes Forstaaelse af den Enkeltes Skæbne, af Folkets Psyke og Landets Natur var ham fremmed, fordi han følte sig fremmed, ikke blot i den danske Nation, men i den, han af Afstamning tilhørte. Derfor søgte han fra sin Ungdoms Interesse for Enkeltpersoner i dansk Aandsliv bort til sin Mand* doms Beskæftigelse med førende Personligheder i europæisk Aandsliv. Derfor søgte han i sin Alder* dom op til de Verdenspersonligheder, i hvilke han kunde udløse sin egen Personligheds Væsen — de, der som han var uden Folk, uden Land, Verdens* borgerne, Overmenneskene: Goethe, Voltaire, Cæ* sar, Michelangelo. Indtil han — som det Modsigel* sens Tegn han var — sluttede sit Liv og Værk med den Skikkelse, hvis Storhed han mindst af Alt kunde eller vilde erkende, fordi han ifølge sit Væ* sen ikke forstod, at Menneskelighed er større end Personlighed. — I Georg Brandes’ Værk er »Idéen« en Realitet, der staar i Forhold til Virkelighedens Liv i Poli* tik, Religion, Samfund, Kunst. Idéen er ikke for 128