GeorgBrandesEtPortræt

I denne hans Kamp for Idéen, uegennyttig og uselvisk, aabenbarede sig hans Personligheds Adelsmærke af Rejsning og Kraft. I denne Idés Tjeneste var alt andet Middel — derfor blev For? argelsen aldrig for ham som for Broderen et Maal i sig selv, højst kunde den blive et Middel blandt andre i et ophøjet Formaals Tjeneste. I et Brev til Høffding fra Udlændigheden i Berlin skriver han: »Der er intet, jeg hellere vilde, end leve i broderlig Forstaaelse med alle Jevnaldrende i Norden, der forske ærligt.« Og denne høje Idé svigtede han al? drig, hverken for Magtens Skyld eller for Ærens — uafhængig af alt og alle var han til sin sidste Dag. Hvad han svigtede var den jødiske Natur, den faste Grund af Oprindelighed, der er Funda? mentet ikke blot for Personligheden, men for dens Menneskelighed. Denne Svigten, der gav hans Væ? sen det flimrende Skær af proteusagtig Forvand? ling, af Rodløshed og Fredløshed, opløste i ham den Oprindelighed, som kunde have krystalliseret sig, saafremt han aabent havde bekendt sin jødiske Natur og været sig den bekendt. Det er hertil, Bjørnson sigter, naar han i et Ungdomsbrev til Georg Brandes udtaler: »Naar De skriver om Jø? derne, saa, skøndt jeg ikke er enig med Dem, helt enig med Dem, saa synes De mig dog at røre ved noget, som anviser, hvor De maatte have Meget at byde, mange skønne Udsigter at aabne os.« 126