GeorgBrandesEtPortræt

synsløst strømme fra Leveren. Men hans egentlige Liv var hans Aands Liv, det samme som hans aandsbeslægtede i Samtiden levede — Ibsen, Strindberg, Nietzsche — et Liv uden Slægt, uden Ven, uden Hjem, uden Land, i de hellige Lunde, hvor han ydmyg og hengiven, trofast og troende dyrkede Heroerne af de højeste Grader i Person# lighed og Menneskelighed. Derinde og kun der# inde i hans Aands Værksted sprang de hede Kil# der, der strømmede fra hans Væsens Urgrund mod Lyset — for Menneskehedens Frihed og Ret. Herinde, i Dybden af hans jødiske Natur, bun# dede da hans Races inderste Evner og Egenskaber: dens Frihedsdrift, Retfærdighedsfølelse og Sand# hedskærlighed — ikke med Martyriets Kors som Fanemærke, men med en Krone af stolt og trodsig Heroisme. Intet Magtens Symbol til Værn for Fa# milie, Slægt, Folk eller Land i snævreste Forstand. Men det Frihedens, Rettens og Sandhedens Syrn# bol, der blev Jødefolkets Bannermærke i dets Hjemløshed, og som det bar foran sig i Kampen for den lidende Menneskehed — det Folk, der som intet andet havde lært Ufriheden og Uretten at kende og taget Lære deraf i Form af Had til Magten og Tro paa Retten i Fremtidens forjættede Land. — En af Fanebærerne for Frihedens og Rettens Idé var Georg Brandes. 12 5