GeorgBrandesEtPortræt

lem hinanden. Men altsammen er det de moi.« Og af dette hans Værk vil da ogsaa engang, naar Stø? vet, der hvirvledes op om hans Navn, har lagt sig, naar Stormen og Striden, der stod om hans Skikkeli se, er bortvejret, naar Sladderen og Bagtalelsen, Partikævlet, Racehadet og det private Nid og Nag er forstummet, hans sande Personlighed og Menne? skelighed tone frem gennem hans Værk som det eneste Monument over hans Liv. Til den Tid vil man maaske forstaa, at det Liv, han levede iblandt os, fuldt af Modsætninger og Modstrid som det var, snart skræmmende indtil Forargelse, snart fængslende indtil Forgudelse, med dets Træk af Arrogance, forfængeligt Pral, begrædeligt Mar? tyrium og proteusagtig Slangesmidighed — at dette hans Liv selvsagt ogsaa var rigt paa de Brist i Karakter og Personlighed, som ingen af os kan sige sig fri for. Nogle forstaar maaske bedre end andre at skjule de mindre tiltalende Egenskaber og frem* hæve de forskønnende. Sagen var inderst inde dén, som han gav Udtryk i disse Ord: »Mit Liv blandt Mennesker er kun min Form for Hvile.« Hans Liv blandt Mennesker, selskabelig og privat, var et Liv i Nuet, en Stimulans til »Hvile« for hans op* hidsede Nerver, der ikke kendte Hvilen som vege? tativ Ro, Ensomhed, Stilhed. I dette hans ydre Liv, som var synligt for Verden, aabnede han for Spildevandet og lod dets blandede Væsker hen? 124