GeorgBrandesEtPortræt

Snart understregede han i sin ulykkelige Kærlig* hed til Folk og Land sin Danskhed indtil Senti* mentalitet, som naar han kaldte det danske Sprog sit Fædreland, snart overdrev han sin International* isme, som naar han udtalte, at af alt vederstygge* ligt var Ankomststationen i København ham det vederstyggeligste. Med sin til den højeste Fuld* kommenhed udviklede Intelligens forstod han ikke, at Splittelsen, Utilfredsstillelsen og Util* fredsstilleligheden boede i ham selv — var Aar* sag til hans Uro, ikke Virkning fremkaldt udefra. Nej, Splittelsen bundede i hans sjælelige Hjemløs* hed — en Hjemløshed af langt dybere og pinligere Natur end Goldschmidts. I Goldschmidts Natur var der vel en aandelig Hjemløshed, en Følelse af Usammensmeltelighed, som han kendte og var sig stolt bekendt, fremkaldt af ydre Stilling og ydre Forhold. Men dybest i Goldschmidts Indre var der et Hjem midt i Hjemløsheden, som en jødisk Stat i Staten: hans sjælelige Samhørighed med det jø* diske Folk. I Georg Brandes’ Sind derimod var der intet Hjem i Hjemløsheden — som et forpint og jaget Dyr jagedes han af indre og ydre Uro fra Skjul til Skjul, fra Land til Land, paa stadige Rej* ser ud og hjem. Meget kunde han vel bebrejde sine Landsmænd — men mest af alt kunde han bebrejde sig selv, sin egen Natur, at han følte det jødiske Stempel som et Kainsmærke, der blev hans 8 *