GeorgBrandesEtPortræt

pere understreger han sin Afstamning og desto heftigere undsiger hans danske Medborgere Fors nægteren. Thi det tragiske i en Jødes Skæbne er ikke dette: at føle sig aandelig hjemløs, som Brans des udtrykte det i Afhandlingen om Goldschmidt. Den dybeste Tragedie er den, der blev ham selv til Del: at føle sig sjælelig hjemløs. Han slog Haanden af sine jødiske Stammefrænder for at række den til sine danske Landsmænd. Men disse modtog ikke den Haand, som de muligvis vilde have modtaget, hvis han aabent og ærligt havde rakt dem den — som den Jøde, han var. Men nogen »god Jøde« i dette Ords dybe og skønne Betydning var han ikke og kunde han ab drig blive — dertil manglede han Sindelaget, den sjælelige Samhørighedsfølelse bag den aandelige Hjemløshed. Derfor bliver hans Stilling til det nationale Spørgsmaal, baade det jødiske og det danske, med Tiden mere og mere svingende — til? sidst, sygelig overfølsom som han var, aggressiv baade overfor sine Landsmænd og sine Stamme? frænder, i Kamp mod en dobbelt Front: mod de Danske, der tog Afstand fra ham som Fremmed, og mod de Jøder, der tog Afstand fra ham som mindre »god« Jøde. Derved splittedes yderligere hans splittede Sind, og Splittelsens særegne Art fremkaldte eller uddybede hans nervøse Hang til Overdrivelse eller Tilspidsning af Standpunkt. 1 1 4