GeorgBrandesEtPortræt

Skæbne. Thi han manglede i sin modsigende og modstridende Psyke det Forbindelsesled, der sam# ler de splittede Traade: Blodets Baand. Ikke blot rodfæstet jødisk Natur, ikke blot jødisk Aand, der er et vidtforgrenet Træ — men jødisk Sjæl, indre Solidaritet med jødisk Natur og Aand. Thi dette og kun dette er Jødedom. Denne Samhørig# hedsfølelse avler Jødedommens hemmelige og hemmelighedsfulde Kraft i Natur og Aand, menne# skeligt, kulturelt, socialt. Flugten derfra avler den Sjælens Landflygtighed, som bærer Fredløs# heden i sit Hjerte. Derfor blev Georg Brandes en Ensom — en Ensom, der, i Modsætning til Brode# ren, ikke taalte Ensomheden, men jagedes deraf fra Sted til Sted, fra Land til Land. Og det dybt tragiske var dette: Han forstod det ikke — han, der troede at alt kunde forstaas ved Hjælp af For# stand. Nej — han forstod det ikke — ikke blot, at det var den virkelige Lidelse i hans Sind, men den dybe Tragedie i hans Liv. Han forstod ikke, at det var hans egen modstridende og modsigende Natur, der var Splittelsen, »Uroen« i Værket. Men han forstod heller ikke — hvad der maaske vilde have skaffet Ro midt i Uroen — at det var denne Split* telse i hans Natur, der, samtidig med at den stak som en Pil i hans hudløse Kød, sporede ham frem. A t det var denne aldrig slukte, evig hvileløse Uro 1 16