GamleKongensKjøbenhavn

380

Kjøbenhavnske Originaler

Men Fyrsten for alle Værter og Matadoren for alle Restau­ ratører var dog Lars M ath iesen , engang, næst den abso- lute Konge paa Slottet, Enehersker paa Frederiksberg. For en ældre Generation var hans Navn niaaske mere bekjendt end de mest folkelige Mænds i Fædrelandets Historie, og der er vist mangen gammel Landsbypræst dybt inde i Jylland, der endnu mindes ham fra sine Studenterdage. Det var jo hos Lars Mathiesen, at mange af dem toge „Embedsexamen". Denne Examen maa dog ikke tages i aandelig Forstand, ej heller er Meningen den, at danske Musasønner søgte at finde Visdommens Gudinde paa Runden af Lars Mathiesens rum­ melige Punscheboller. Sagen var simpelthen den, at en Em- bedsexamen, selv om den var tilendebragt med alle Cere­ monier og opnaaet med større eller mindre Udmærkelse, først fik sin egenlige Indvielse ved et lystigt Konvivium ude hos Lars Mathiesen i Frederiksberg Alleegade. Men ikke blot Studenterne vare hans stadige Gjæster, hans Reværtning søg­ tes af alle Borgerklasser. Her fejredes Bryllupper, Barne- daab og andre Familiefestligheder, ja endog Ligbegængel- ser; her endte Lystighederne, naar der var en Kanetur, eller naar Katten sloges af Tønden Fastelavn, og næsten altid præ­ siderede Lars Mathiesen derved i egen høje og tykke Per­ son som selvskreven. Inviterede man ham ikke, indfandt han sig selv og præsenterede sit Glas, som han altid bar i Lom­ men til clette særlige Formaal. Der kunde heller ikke tænkes nogen mere passende For­ mand ved et lystigt Gilde end gamle .„Lars“, som han sad der i Vest og i Nattrøje af tærnet Bomuldstøj — et Kostume, der vel stred noget mod Dekorum, men som man aldrig forargedes over — med Huen halvt paa det skaldede Hoved, med det brede, svære Ansigt, hvis Træk i sand Lapidar­ stil vidnede om Kraft og Godmodighed, parret med Bestemt­ hed, og hvis poliske Øjne straalede af et overgivent Lune. Dette Indtryk faar man af et lithograferet Portræt efter et ypperligt Maleri af Gertner, som udkom i 1840. Der var i hans Maade at behandle Gjæsterne paa en vis Ligefremhed, en gemytlig Fortrolighed, der kun kunde støde den, der enten ikke kjendte ham, eller som holdt strengt paa sin Værdig­ hed. Selv i det „Du", hvormed han tiltal le enhver efter et kort Bekjendtskab, fandt man sig med Fornøjelse, især da „Lars" slet ikke tog det ilde op, naar man duttede ham igjen og kaldte ham en „gammel Optrækker" o. desl. Hans Mundheld „Det slaar lige til", naar der leveredes ham større