GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

381

Pengestykker, har overlevet ham. For hans Stamgjæster yar denne summariske Maade at tage Betaling paa, som han undertiden udførte for Alvor, ikke meget generende, da de nok ved Lejlighed vidste at tage Revanche, f. Ex. ved at fortære for et rundeligt Beløb, rejse sig og gaa deres Vej med de Ord: „Det slog lige til“; men for andre blev det undertiden for broget. Saaledes havde en Dag to Sømænd, der ikke kjendte hans Manér, leveret ham en Specie for Fortæring. Med de sædvanlige Ord „det slaar lige til" puttede Lars Ma­ thiesen den i Lommen. — „Ja saa,“ sagde den ene Sømand, „men jeg slaar min Salighed ogsaa lige til!“ og han langede ham i del samme en artig Kindhest, som Lars Mathiesen, uagtet han meget vel var i Stand dertil, ikke besvarede, fordi han mente, at der dog var nogen Ræson i den Tale. Et andet af hans Mundheld var: „Lad gaa“, hvortil han undertiden tilføjede noget, der just ikke var Musik i høviske Øren. Overhoved kan man jo nok vide, at hans Spøg var tem­ melig grovkornet; men det skal erkjendes, at den altid var krydret med Lune, ligesom ogsaa, at de Krøniker, hvormed han opvartede, naar Glasset gik omkring, bestandig vare ly­ stige og morsomme, om ,de end vare noget saftige. I Ordspil havde han en vis færdighed, og han havde et stort For- raad af Ordsprog, som han omdannede efter Omstændig­ hederne. „Man maa sætte Fortæring efter Ernæring,“ sagde han, slaaende sig paa sin tykke Mave. Naar man gjorde ham en Kompliment for hans raske Udseende trods hans liøje Alder, svarede han: „Intet Under, Sønnike, jeg har alle mine Dage ført et tysk (kysk) og fugtigt (tugtigt) Levnet.“ Han lioldt ogsaa nok af med sin temmelig slagfærdige Vittighed at gjøre sig lystig over en og anden, naar han kunde komme afsted dermed. Selv Rahbek, der jævnlig besøgte ham, kunde ikke gaa fri derfor. Herom fortælles der flere Anekdoter, blandt hvilke følgende ere de mest karakteristiske: Rahbek havde som bekjendt rødligt Haar, og Lars Ma­ thiesen var 'skaldet. „Hør, Lars,“ sagde Rahbek engang til ham, „hvor Pokker var Du henne, da Vorherre uddelte Haar til de dødelige?" „Det ved jeg ikke,“ svarede Lars, „jeg havde vist forsinket 'mig noget, for da jeg kom, var der ikke andet end røde 'Haar tilbage, og dem skøttede jeg ikke om.“ — Da Rahbek var bleven udnævnt til Ridder af Dannebroge, faldt han i sin Glæde derover ind til Lars for at lade sig gratu­ lere og beundre af ham. Det manglede da heller ikke, men pludselig spurgte Lars Mathiesen: „Ved Du, hvad Forskjel