GamleKongensKjøbenhavn

363

Kjøbenhavnske Originaler

en fli tlig Samler kort efter Jørgensen Jomtous Død frelstes fra en Spækhøkers herostratiske Hensigter, til hvem disse Kostbarheder vare solgte som Makulatur til en Pris, der endog stod langt under den Kurs, hvortil almindeligt trykt Makulatur gaar i Handel og Vandel. Denne Masse er et for­ bavsende Vidnesbyrd om Jørgensen Jomtous Frugtbarhed og tillige om hans store Alsidighed. Den hidrører fra de sidste sex, syv Aar af hans Liv, og naar det kun er Manuskript, er vel Aarsagen den, at han, miskjendt som mangfoldige andre, ikke kunde faa nogen Forlægger til sine Aandsfostre eller faa dem optagne i noget Blad. Han behandler heri de mangfoldigste Æmndr, statsøkonomiske, politiske, historiske, juridiske, æsthetiske, men det meste drejer sig dog om hans egne Livsbegivenheder, hans egne Fata og den Forfølgelse, han fra de forskj elligste Steder havde været udsat for. Han meddeler ogsaa Breve fra sig, til sig og 0111 sig. Men hvad der dog egentlig har bidraget til dette hans literære Efterladen­ skabers svulmende Omfang, er den Omstændighed, at han i Overensstemmelse med S. Kierkegaards Anskuelse 0111 det interessante i Gjentagelsen har behandlet et eller andet Æmne, en eller anden Begivenhed mangfoldige Gange uden synderlig Forskjel i Behandlingsmaaden. Dette er saaledes Tilfældet med de mod ham i 1859 anlagte Pressesager, for hvilke han af Højesteret dømtes henholdsvis til 3 og 4 Maa- neders Fængselsstraf. Disse Sager bringer han i sine efterladte Manuskripter paa Bane vistnok en Snes Gange, og allid ud­ førlig, medens det sannne er Tilfældet med andre Sager, som nagede eller særlig interesserede ham. De vise sig i Ordets egenlige Forstand som fixe Ideer. Jo h a n Jø rg en sen Jorntou fødtes den 7de Marts 1791 i Maribo, hvor hans Fader var Vævermester og Skatteopkræver for Kommunen, foruden at han beklædte andre offenlige Be­ stillinger. Denne sin Fader omtaler han med stor Kjærlig- lied og skildrer ham som en i enhver Henseende brav Mand, hvis Minde fremkalder hos ham Beundringens og Begejstrin­ gens Taarer. Men Sønnen var sin Fader værdig. Efter eget Sigende var han et fra Hjertets og Aandens Side særdeles begavet ungt Menneske med en fortrinlig Hukommelse og en uforlignelig Fatteevne. 1 Bevidsthed 0111 sin Sjæls Adel øn­ skede han at være den Privatmand, til hvem Frankernes Konge Pharamond sagde: „Du skal aldrig blive mere, end Du er, men Du skal heller aldrig blive mindre, og Du skal aldrig ophøre at være min Ven!“ eller som Digteren Petrark,